Navigation:    
Start  >  Blog 
> 2. september 2022
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rom i stedet for Thailand Fredag, 02.09.22

For nogle år siden var jeg blevet inviteret til sølvbryllup for min bror Preben og hans kone Lotte, men da de havde besluttet at det skulle finde sted på den anden side af kloden, nemlig i Thailand, valgte jeg at melde afbud. Ganske vist var alt betalt når først gæsterne var kommet til Thailand, men man skulle selv betale for og arrangere den lange flyrejse dertil, og det mente jeg ikke der ville være plads til i min begrænsede økonomi. Men senere talte jeg med Erik derom, og han mente, at deltagelse i et sølvbryllup var en familiær forpligtelse, og jeg hørte også fra andre i min omgangskreds, at det var en forkert beslutning, jeg foretog der. Og det med at afholde store familiære fester i Langtbortistan var åbenbart noget, som skulle sprede sig i familien, for et par år senere havde Prebens sidstfødte søn, Nicolai, besluttet sig for at skulle giftes med Kathrine. Det skulle ganske vist ikke fejres i Thailand, men i Umbrien i Italien, hvilket dog nok var endnu mere besværligt at komme til end Thailand. Men jeg havde altid syntes godt om Nicolai, og ihukommende reaktionerne fra min udeblivsel ved sølvbrylluppet tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte deltage denne gang. Selv om brylluppet skulle finde sted i den eneste weekend jeg altid var optaget, for det var den samme weekend som den årlige camp i Delta fandt sted. Men et bryllup er jo en engangsforeteelse, så mindre end to dage efter jeg var kommet hjem fra Oslo satte jeg kursen mod Kastrup igen. Da jeg jo ikke taler et ord italiensk var jeg forberedt på en del udfordringer, hvilket allerede begyndte i Fiumicino-lufthavnen. For efter at have måttet kassere min togbillet til Roma Termini fordi min lokaltogsbillet ikke gjaldt på Leonardo-ekspressen, hvilket var den eneste brugbare togforbindelse til hovedstaden, måtte jeg købe en ny billet så jeg kunne komme til Rom. Derimod fungerede reserveringen til Hotel Torino, som jeg havde booket over nettet, ganske udmærket da jeg kort før midnat nåede frem til Rom. Og til trods for at hotellet kun lå få minutters gang fra Termini var det ikke specielt dyrt. Ganske vist ikke et særlig stort værelse, men jeg skulle jo kun være her i to nætter, da jeg kunne få en billigere flybillet ved at flyve ned om tirsdagen. Og så var jeg da i det mindste kommet så langt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.