Det er snart mange år siden at jeg senest har hørt lærken synge, og det var sandsynligvis en sommerdag for syv år siden, hvor jeg havde været ude at løbe en tur i Veksø Mose, og var blevet noget fortørnet over at kommunen havde asfalteret den fine travesti langs med jernbanen for at konvertere den til en supercykelsti. Hvilket jo er fint nok for de cyklende pendlere, men de kunne jo sagtens også cykle på den eksisterende grusvej. For kommunen havde naturligvis ikke tænkt på at lade grusvejen være til andet brug. Selv om det for flertallet af løbere nok vil være bedst at løbe på asfalt end på grus for ubesværet at kunne løbe i et højere tempo, så er det altså ikke bedre for bentøjet - hvilket er grunden til at jeg i dag foretrækker at tage bussen en del af vejen for at undgå den asfalterede sti. Mange års erfaring har nemlig lært mig at benene har det bedre af at løbe på grus end på asfalt. Dengang jeg for syv år siden havde løbet på den nyasfalterede sti havde jeg måttet holde en pause under mit løb så mine knæ kunne få en velfortjent pause og lagde mig derfor ud i den tilstødende græsmark (min lokale version af Grantchester Meadows nær Cambridge) for at slappe af, således at jeg ikke ville være til hinder for tempocyklister. Det skulle egentlig kun have været en kort pause, men det var faktisk ganske dejligt at ligge der på græsmarken uden anden forstyrring end de forbipasserende tog, for cykler var der jo ikke mange af. Og så lærken som hang der over mosen og kvidrede i vilden sky. Lærkerne og deres sang havde jeg lært at sætte pris på som barn når jeg havde været ude i sommerhuset og tit og ofte havde hørt dem når jeg havde cyklet over græsmarken til den lille smeltevandssø nær Ballerup. Men nu hører jeg ingen lærker mere, heller ikke når jeg en sjælden gang traver mig en tur i Veksø Mose igen. Gad vide om der en sammenhæng med det kraftigt decimerede antal af insekter i landområderne? For tiden hører jeg dog lærkesangen igen, omend det dog nu er på plade. For nu, hvor jeg ikke længere kan høre cd'er på min nye computer har jeg måttet ty til mine gamle lp-plader, og her lytter jeg gerne til Pink Floyds album Ummagumma fra 1969, hvor lærkesangen folder sig ud over Grantchester Meadows.

Hvilepause i Veksø Mose i 2017.