Som barn så jeg ofte med når Melodi Grand Prix løb over skærmen på familiens TV - men ikke altid, for generelt syntes jeg at MGP var lidt for poppet til min smag, der mere var til new wave og synthpop. Og da jeg flyttede hjemmefra havde jeg ikke længere TV og så derfor ikke længere MGP på skærmen. Bortset fra de få gange hvor jeg besøgte venner i Tyskland og her var tvangsindlagt til at se MGP - men det var så den europæiske finale. Selv om MGP i bund og grund er et show, der er koncepteret til TV har man vel i nogen tid også kunne høre det i radioen, og det var det jeg gjorde da MGP blev afviklet fra arenaen i Næstved i forgårs. Og selv om der naturligvis mangler en dimension når man kun får lyden ind over radioen og må tænke sig til hvad der sker på scenen er det vel den bedste måde at kunne vurdere de enkelte numres kvalitet, der derved ikke bliver fortegnet af forskellige teatrale opsætninger. Omend de tekniske problemer som stemmeafgivelsen forårsagede kunne man da godt undvære. Men der var udvalgt otte numre, der kunne kæmpe om en plads i den europæiske finale i Liverpool senere på året, og da jeg i år for første gang havde mulighed (og lyst) til at deltage i afstemningen gjorde jeg det i år, i første omgang for at bringe min kandidat videre til finalen, som ville finde sted en time senere. Jeg har jo ofte været indstillet på at give en chance til en outsider og selv om min favorit egentlig var sjæleren Søren Torpegaard Lund med nummeret Lige Her indstillede jeg derfor Nicklas Sonne med nummeret Freedom til at gå videre, ud fra den betragtning, at et sådant rocknummer næppe ville have en chance ved sådan et pop-show. Men til min store forbavselse klarede Nicklas Sonne sig videre til finalen, så min taktik virkede faktisk. Men skulle han være Danmarks bedste bud på en popsang? Næppe, og da Søren Torpegaard Lund ikke var kommet videre til finalen og de to andre finalister blot var kedelige popnumre kunne jeg ikke gøre andet end også at stemme på Nicklas Sonne igen til finalen - som han så selvfølgelig ikke vandt. I stedet blev det så det mest kedelige nummer, som Reiley havde lavet med Breaking my Heart som vandt, og jeg vil da ikke afvise at det kunne skyldes at han var færing. Det var så også det nummer som vakte størst jubel hos juryen (som havde den ene halvdel af stemmerne) - men når nu Nicklas Sonne ikke kunne vinde ville jeg hellere have set, at det var den tredje finalist, Micky Skeels nummer Glansbillede som havde fået chancen i Liverpool. Men sådan blev det så ikke.