Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. marts 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Heidiland - ved Interlaken? Lørdag, 25.03.23

For et halvt års tid siden havde jeg her en blog, der beskrev det beskæmmende forhold, at der var en del opsætsige firmaer, der ville være med på moden og gav et link til nærmere oplysninger om deres reklametilbud ved at trykke en QR-kode i deres reklamemateriale, ukendt og uforståeligt for deres potentielle kunder, der ikke havde valgt at bruge tusindvis af kroner på at anskaffe sig en smartphone. Det eksempel, der dengang havde foranlediget mig til denne blog var en reklame for Hurtigruten, som i anledning af, at de havde været på søen i 130 år, hvilket de angiveligt fejrede med jubilæumssejladser, særlige festmenuer i restauranterne og særlige souvenirs. Men disse tilbud kunne kun anvendes af personer, der havde en smartphone, der kunne afkode deres QR-kode. Nu havde jeg jo ikke planer om at tage på et krydstogt med Hurtigruten, så jeg havde ikke noget behov for at investere 6.000 kr. for at kunne læse om deres "tilbud". Noget kan dog tyde på, at sådanne reklamebureauer har et mere lemfældigt forhold til realiteten end jeg har det. Denne gang er jeg faldet over et reklamekatalog for rejsebureauet Vitus Rejser, som i deres afsnit om busrejser viser et nydeligt billede af "das Dreigestirn von Interlaken" med både Eiger, Mönch og Jungfrau fotograferet fra nordsiden af Aaredalen. Billedet skulle inspirere til en busrejse til Schweiz og Heidiland, og jeg vidste da godt at dette Heidiland bruges til at skaffe reklame for Schweiz - det har noget med en chokolade at gøre, men hvad præcis sammenhængen var med Interlaken af gøre kunne jeg ikke lige gennemskue. I modsætning til Hurtigruten havde Vitus Rejser dog ingen skrupler med at skrive deres webadresse i kataloget, og her kunne jeg læse at Heidiland skulle være et turistområde nord for Landquart i Graubünden. Men til trods for at der følger en lang række busture til andre spændende lokaliteter i Schweiz med i denne rejse er der ingen af disse ture, der kommer blot i nærheden af Interlaken - og billedet af "das Dreigestirn von Interlaken" er da heller ikke med på hjemmesiden!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.