Navigation:    
Start  >  Blog 
> 22. april 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En trættende tur i Furesøparken Lørdag, 22.04.23

I 'gamle dage', for ikke så mange år siden var jeg måske en tur i Holte en gang om måneden for at løbe den tur i Furesøparken, som jeg havde lært at kende for godt et par snese år siden. Men efter først blodproppen og senere de knæoperationer jeg har fået foretaget efterfølgende, er mine løbeture blevet en saga blott. Det betyder dog ikke at jeg i disse år ikke har besøgt Furesøparken, for den rute jeg havde udvalgt i 70'erne er jo stadig værd at bevæge sig på, og når jeg ikke kunne løbe den længere som følge af knæoperationerne har jeg dog stadig kunnet trave den, idet vandring på den knap syv km lange rute jo stadig vil være godt for at rehabilitere mine knæ, det sker dog ikke så hyppigt som det ville være godt, og det bliver sjældent til mere end to gange om året. Men i forgårs var jeg frisk på at gå den tur igen da det var en sjælden klar forårsdag med sol fra en skyfri himmel og jeg kunne begynde at kigge mig om efter en solbeskinnet plet. Den fandt jeg ganske vist ikke i Furesøparken, for det luftede lidt for meget til at jeg kunne nyde solskinnet. Men kunne dog hvile mine ben de sædvanlige seks gange på to bænke før Furesøen, to bænke langs Furesøen og to bænke på vejen tilbage til Holte. Men undrede mig alligevel over at den travetur gjorde mig så træt, for tilbage i 00'erne kunne jeg sagtens både løbe eller gå en sådan distance, men da først jeg var kommet hjem i forgårs blev resten af dagen tilbragt på sofaen. Ikke godt! For jeg kunne regne ud at jeg burde have købt mælk til kaffen dagen efter. Men det var mine ben for trætte til, så jeg måtte ud at købe mælk fredag morgen i stedet. Det lykkedes så godt nok, fordi jeg fandt ud af at supermarkedet åbnede allerede klokken syv, men derefter var det slut med udendørs aktiviteter resten af dagen, og det fik mig til at fundere på, om jeg overhovedet vil være i stand til at trave op på et bjerg, som jeg har planlagt det i den kommende sommer? Det burde vel egentlig komme an på en prøve, så derfor tog jeg ud denne formiddag i Dyrehaven for at løbe min sædvanlige begrænsede rute. Det gik så til gengæld ganske godt, for selv om jeg syntes det var besværligt at slæbe sig ned til stationen gik det alligevel bedre når først jeg var kommet ud i Dyrehaven. Omend det ikke var den hurtigste tur jeg havde løbet da tempoet sank mod slutningen, og da jeg 'kom i mål' var jeg 15 sekunder langsommere end den hurtigste tur jeg havde løbet i december. Måske jeg skulle løbe i Fælledparken igen?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.