Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. juni 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mettes flertalsregering kvæler miljøinitiativet Tirsdag, 27.06.23

Dengang Mette Frederiksen var statsminister i sin etparti-mindretalsregering var der ikke nogle grænser for, hvor grøn en regering hun ville stå for (sagde hun). Men efter det seneste Folketingsvalg slog hun hånd af sine tidligere støttepartier Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten og dannede i stedet regering med Venstre og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som forud for valget havde dannet sit eget parti Moderaterne. Kort sagt en regering over midten, som i mange år har været efterspurgt af mange vælgere herhjemme. Og Politikens tegner Roald Als, som jo er kendt for sin hvasse pen, har efterfølgende tegnet Mette Frederiksen iklædt lillafarvet tøj og ikke længere med de røde nuancer, som hun i de foregående år. Han indså dermed tidligere end mange andre, at Mette havde svoret sig sammen med den blå blok og derfor konsekvent tegnede hende med de lilla eller blå farver ligesom hendes andre regeringspartnere. Og det lader til at hun gerne har taget mod denne gestus. Og som tegn på hendes nyfundne politiske observans har hun nydt at være den første statsminister i en flertalsregering, og udnyttet sin magt til at afskaffe den århundredgamle tradition om store bededag som en officiel helligdag, til trods for at samtlige andre ikke-regeringsbærende partier i det danske Folketing var lodret imod dette. Men når man har magt så får man agt - og det lover ilde for den danske klimapolitik. For af sine nye regeringskolleger er hun blevet påduttet højrefløjens mantra om at pengene ligger bedst i borgernes lommer. Og når økonomiministeriet pludselig finder 16 ekstra milliarder i det økonomiske råderum, ud over de 48 milliarder regeringen allerede havde disponeret med, så skal disse rare penge selvfølgelig gå til skattelettelser for dem, der i forvejen har penge på kistebunden. Jeg skal naturligvis ikke brokke mig over at få en lavere skat, og havde ikke problemer med at modtage 2000 kr i januar til at afbøde inflationens virkninger med. Men set i lyset af den globale klimakrise ville de 2000 kroner kunne bruges bedre. Som Klimarådet påpeger, er det bekymrende, at det offentlige klimaaftryk er steget med 12 procent fra 2019 til 2021. Præcis i de samme år, som Mette har været statsminister. Og set i lyset af det synes jeg det er hinsides al fornuft at insistere på, at disse nyfundne milliarder skal bruges på at lette skatten for dem, der i forvejen har for meget. Så lægger jeg gerne også mine 2000 kroner i puljen!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.