Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 19. november 2012
 
 Uploaded 19-11-12  

Seneste nyheder:

19. november 2012 På tur over den nordengelske hede
  Fremme i november er det traditionen tro ganske passende at tage fat i en anden tur, som jeg har foretaget i november måned. Og for det behøver jeg jo ikke kigge særlig langt tilbage, men blot til 2011, hvor jeg for første gang var ude og vandre i de nordengelske bjerge, eller nærmere: bakker. Jeg havde jo nogle år forinden været på mit første besøg i England, hvor jeg var på en bonusrejse til Manchester, hvilket som førstegangsbesøgende i England var noget usædvanligt, hvor de fleste ellers normalt ville vælge London. Men Manchester var ikke noget dårligt valg, for ud over at jeg for første gang oplevede det afslappede liv omkring de mange kanaler, der gennem mere end et århundrede var de store transportveje i England, oplevede jeg fra flyet udsigten over The Pennines, der i den grad lokkede til en vandretur, og inspirerede mig til at vende tilbage.
Det gjorde jeg så i november 2011, hvor jeg indkvarterede mig et par dage i Oldham, i dag en forstad i den vestlige udkant af Manchester og en by, som dannede Manchesters indfaldsvej mod Penninerne. Min kammerat her i Oldham havde lavet et forslag til en todages tur, hvor vi den mellemliggende nat var tilbage i Oldham for overnatning. Min makker havde ingen bil, men han havde en god indsigt i transportmulighederne med de lokale busselskaber, og uden større vanskeligheder tog vi lørdag en bus til dennes endestation i Greenfield. Denne lørdag var det dog overskyet, men det holdt i det store og hele tørt på dagens etape op til Dove Stone Reservoir, hvorfra vi vandrede en bid op i Chew Valley og herefter steg op over bjergsiden til Indian Head og højplateauet ovenfor. Herefter vi fulgte kanten af dalen frem til Chew Reservoir, hvorfra vi returnerede ad den gamle arbejdsvej tilbage til Greenfield.
Søndag var det dog meget flottere vejr, hvorfor det primært er den dag, jeg har taget fat i i dette galleri. Her vender vi tilbage til Chew Reservoir og vandrer nu tværs over heden til Yeoman Hey Reservoir, hvorfra vi følger den lokale flod ned til Dove Stone Reservoir og tilbage til Greenfield for at tage bussen hjem igen. Men meget passende ligger endestationen lige over for den lokale pub, så vi må lige inden for og have en enkelt eller to før vi småslingrer hen til bussen tilbage mod Oldham.
Denne historie er der dog ikke noget om i dette galleri, men selve vandreturen kan man se mere om hvis man klikker ind på månedens galleri!
November måneds galleri:  Vandring i Chew Valley



  Tidligere nyhedsbreve:
31. oktober 2012 Basislejr Vitasjö
23. august 2012 Det forlegne bjerg
30. juli 2012 Før verden gik af lave
16. juni 2012 ViaAlpina skifter gradvist indhold
20. maj 2012 Forsøg på Californias top
30. april 2012 IFSC bringer mig til Bratislava
31. marts 2012 En tur på River Walk i Lansing
27. februar 2012 Gradvis introduktion af Hallandsleden
29. januar 2012 På opdagelse i Valle de Colorado
2011 Nyhedsbreve 2011