Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 23. januar 2014
 
 Uploaded 23-01-14  

Seneste nyheder:

23. januar 2014 Endnu et nyt tema blandt mine blogs
  Lige siden jeg i år 2000 begyndte at skrive mine blogs her på ViaAlpina fik jeg også hurtigt et behov for at lave et index over disse, og ud over den kronologiske liste lavede jeg også en tematiseret liste, hvor de enkelte blogs blev fordelt på forskellige temaer, alt efter indhold. Jeg oprettede tolv temaer, hvorunder mine blogs kunne fordeles: Bjerg(bestigning), GayLife, Humor, Kultur, Medier & Reklame, Natur & Miljø, Politik, Rejser og Trafik, Sport og præstationer, Teknik & Computer, Tøj & Mode, Årets gang samt endelig den mere fetich-pręgede side om Converse gummisko.
Disse tretten temaer fungerede meget godt de første mange år, men da mine interesser jo ikke er helt stationære sker der også langsomt en forskydning i de emner jeg tager op og omtaler her på bloggen. Mine bjergbestigningsaktiviteter er blevet noget neddroslet i de senere år, og for stadig at kunne nyde livet i bjergene gik jeg tilbage til vandringen, som jo var min store aktivitet i første halvdel af 1980'erne. Og med mere fokus på vandringen kom der med tiden et stigende behov for at udkrystallisere denne aktivitet i sit eget tema, hvilket skete i 2011.

I juni 2013 blev jeg imidlertid ramt af en blodprop, hvilket medførte en kraftig reduktion i min fysiske aktivitet, hvilket ikke bare var noget nær en katastrofe for mig, som ellers altid har været temmelig fysisk aktiv, men også her for bloggen, da jeg pludselig har skullet beskæftige mig med emner, som ganske vist har været interessante på et teoretisk grundlag, men pludselig blev ganske aktuelle på en uønsket måde. Disse forsøg på en tilbagevenden til en normal tilværelse blev hyppigt omtalt her på bloggen, men i den første lange periode rubricerede jeg blot disse indlæg under "Årets gang". Men efter at have trukket med det i over et halvt år må jeg indse, at det ikke går så hurtigt som jeg oprindeligt havde forestillet mig. Derfor har jeg nu oprettet et tema mere, som jeg slet og ret kalder 'Kroppen', og her vil jeg ikke bare samle de indlæg, som er afstedkommet af min blodprop, men også andre indlæg, der er mere fokuseret på menneskekroppen og dens funktion.
ViaAlpina Blogs, Tema, Kroppen: BlogIndex Kroppen




  Tidligere nyhedsbreve:
2013 Nyhedsbreve 2013.