Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 31. marts 2014
 
 Uploaded 31-03-14  

Seneste nyheder:

31. marts 2014 Supervulkanen Yellowstone
  Efter at have gået som katten om den varme grød i nogen tid var vi nu nået frem til Yellowstone National Park i Wyoming. Wyoming er den niende største stat i USA men har kun et samlet indbyggertal på lidt mere end Århus. Hovedstaden i staten er Cheyenne, som dog ikke er større end end middelstor dansk provinsby. Så det er nok ikke så underligt, at der her kan gemme sig en nationalpark på størrelse med hele Delaware eller Rhode Island, en nationalpark, som blev oprettet i 1872 og tilmed var den første nationalpark, der blev oprettet i USA, ja i hele verden!
Men Yellowstone er verdenskendt for sin aktive undergrund, og der er masser af geysere og andre varme kilder i nationalparken, faktisk er halvdelen af hele verdens bestand af geysere at finde i Yellowstone! Wyomings højeste bjerg finder man dog ikke i nationalparken, da det er det 13.804 fod (4207 meter) høje Gannett Peak og som befinder sig længere mod sydøst, lidt på den anden side af Tetons. Højeste bjerg i Yellowstone National Park er det 11.358 fod (3462 meter) høje Eagle Peak, men der var nu ikke nogle af dem, som vi havde planlagt at bestige på denne tur.
Det var klart, at vi her ikke ville gå bestemt efter at bestige bjerge, men ville i stedet kigge nærmere på nogle af de flere hundrede geysere, der findes i nationalparken, ligesom vi også ville se de beslægtede fænomener såsom mudderpøle med kogende mudder, svovlkilder og spændende bassiner med klart, med kogende vand, omgivet af dampskyer. Alle disse termiske aktiviteter bliver sat i gang af den gigantiske supervulkan, som man har fundet ud af befinder sig nede under Yellowstone, og når den vulkan en dag går i udbrud er det slut med det USA, som vi kender i dag.
Derfor var der også nogle ting, vi absolut måtte se mens tid var, og vi havde blandt andet sat hak ved geyseren Old Faithful og bassinet Grand Prismatic Spring. Erik havde sat næsen op efter at se en eller flere bjørne, da vi nu var i bjørnenes hjemsted, men jeg kunne nu godt stille mig tilfreds med mindre.
Ellers er Yellowstone kendt for at være noget nær den eneste originale tilbageværende natur i den tempererede zone, så mest af alt drejede det bare om at opleve parken og være til stede i den. Vi havde derfor planlagt at skulle bruge tre dage i nationalparken, men det var knap nok nok til at se alt det vi gerne ville opleve, men det ændrede ikke på det faktum, at Yellowstone forblev højdepunktet på denne tur.
Marts måneds galleri:  Endelig Yellowstone



  Tidligere nyhedsbreve:
27. februar 2014 En forsmag på Yellowstone
27. januar 2014 Begyndelsen på en tur rundt om Yellowstone
23. januar 2014 Endnu et nyt tema blandt mine blogs
2013 Nyhedsbreve 2013.