Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 31. januar 2015
 
 Uploaded 31-01-15  

Seneste nyheder:

31. januar 2015 Fældning af Eriks største træ
  Henved en gang om måneden har jeg taget ud til Erik i Hvalsø for at give ham en hånd med ved de mange opgaver, der altid er når man er grundejer. Erik har et sommerhus i Ellingelyng i Odsherred, ikke langt fra Sejerøbugten, og ved at give ham en hånd med fra tid til anden kan jeg jo også selv nyde godt af de muligheder, der er ved at have et sommerhus i det område. Jeg tager så ud til Hvalsø hvor han bor, og derfra tager vi sammen bilen op til sommerhuset. Som regel på en todages med mellemliggende overnatning.
Det kan være ganske mange forskellige opgaver, der er at udføre der. Blandt andet har jeg været med til at lægge tag på hovedhuset eller male hans anneks, men som oftest har det været opgaver med at fælde træer og kløve 'knotterne' til brændestykker, der kan passe ind i brændeovnen, enten i sommerhuset eller i huset hjemme i Hvalsø. Mindre træer kan Erik sagtens fælde alene, men af sikkerhedsmæssige årsager er jeg som regel også med; det er jo også mere hyggeligt når man er to.
Her er det stort set altid Erik, der betjener motorsaven, mens jeg betjener Skovtrolden, der er et kabeltræk med en solid stålwire, der bliver gjort fast højt oppe i det træ, der skal fældes, mens Skovtrolden gøres fast nede i jordhøjde på et andet træ, der står i den retning som vi ønsker at træet skal falde i. Og når man strammer stålwiren vil belastningen som regel sørge for, at træets top bevæger sig i den rigtige retning, således at når træet er savet over vil tyngdekraften sørge for, at træet falder til den rette side.
Midt på en åben del af grunden havde Erik gennem mange år haft et solidt fyrretræ stående, som havde de bedste betingelser med plads omkring sig, og Erik havde ved flere lejligheder udtrykt sin bekymring over for det træ, at det var blevet for stort; og det blev ikke mindre af at det var splittet op i fire træstammer, der grenede sig ud få meter oppe, og som derfor alle stod på den samme rod. Så det skulle ikke bare betragtes som ét træ, for massemæssigt var der snarere tale om fire træer, der stod på den samme tykke bundstamme.
Til sidst gjorde omstændighederne dog, at det var nødvendigt at fælde træet, og i dette galleri har jeg udvalgt en række billeder, der viser forskellige faser af fældningen. Bemærk, at der ikke er nogle billeder af hele træet fra før det blev fældet, da det på grund af størrelsen ikke var muligt at få afstand nok til at tage sådanne billeder før fældningen, ligesom der naturligvis heller ikke er billeder fra selve fældningen, for da arbejdede jeg selv med og havde rigeligt at gøre med at holde øje med træets bevægelser. Og historien er heller ikke afsluttet endnu, for der ligger stadig kævler til mange dages kløvning.
Januar måneds galleri:  En flot fyr



  Tidligere nyhedsbreve:
2014 Nyhedsbreve 2014.