Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 28. februar 2015
 
 Uploaded 28-02-15  

Seneste nyheder:

28. februar 2015 En løbetur i Geelskov
  I løbet af de senere år er jeg så småt ved at løbe tør for ture, som jeg kan udvælge til at bringe en række billeder fra til mit månedlige galleri. Det vil sige, jeg har stadig masser af ture, som jeg endnu ikke har bragt billeder fra, men de fleste af disse ligger stadig trygt og godt på dias, og da jeg i snart nogle år ikke længere har haft adgang til at scanne disse ældre billeder ind, med mindre jeg vil betale et firma en større formue for at gøre det for mig må jeg tage til takke med de billeder, jeg trods alt har liggende i elektronisk format.
Men måske jeg bare er for restriktiv i, hvilke ture jeg kan bruge som udgangspunkt for dette månedlige galleri, specielt set i lyset af den kraftige dæmper på mine udendørs aktiviteter, som har været konsekvensen af den blodprop jeg blev ramt af i sommeren 2013. Og efterhånden er der heller ikke så megen idé i at dykke længere ned i de gamle analoge arkiver, da det efterhånden er tolv år siden, at jeg har taget et gammeldags analogt billede på film, og mine digitale arkiver har for længe siden rundet 5000 billeder.
Mange af de billeder jeg har fra tidligere ture har jeg dog allerede brugt på tidligere gallerier, men jeg har vurderet, at det er lidt omsonst at finde billeder frem fra flerdages ture til det store udland, specielt når disse i dag som regel består af vennebesøg eller besøg i andre byer, og det kan jo være noget begrænset hvor stor interesse der kunne være for disse billeder for andre end de nærmeste venner.
Så jeg har derfor valgt at tage fat på et emne, som jeg kun sporadisk har berørt i tidligere gallerier, og det er billeder fra diverse løbeture. For disse er oplevelser, som jeg aldrig har taget billeder af mens jeg bevægede mig rundt med et ømtåleligt spejlreflexkamera.
Men med de nye og mindre digitale kameraer er det bogstaveligt blevet nemmere at have kameraet med på løbeturen, ligesom kameraet ligger bedre i lommen end hvis man bare løb med det i hånden. Og skulle uheldet ske, så er et digitalt kamera biligere at få en afløser for end et spejlreflekskamera; faktisk er det på nuværende tidspunkt det sjette digitalkamera i rækken jeg bruger efter de tidligere modeller er forlist på Kiliamanjaro, ved Lake Tahoe, i Ravnholm eller ganske simpelt bortkommet.
Selv om jeg ikke længere foretager så mange løbeture som jeg gjorde for blot nogle få år siden vil der trods alt være stof nok til en lille håndfuld gallerier her, og selv om de fleste løbeture stadig i dag finder sted i de skove, der omkranser København, så er der også områder, som jeg besøger mere sporadisk for en løbetur, såsom Veksø Mose, Søndersø og de månedlige ture til Sejrøbugten. Så lad mig i første omgang stille skarpt på mit første skovområde jeg brugte til mine faste løbeture: Geelskov.
Februar måneds galleri:  På vej mod foråret



  Tidligere nyhedsbreve:
31. januar 2015 Fældning af Eriks største træ
2014 Nyhedsbreve 2014.