Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 27. marts 2017
 
 Uploaded 27-03-17  

Seneste nyheder:

27. marts 2017 En lille bonustop i Iran
  For tiden er det jo lidt af en udfordring at finde på nye emner til mine gallerier, da de fleste spændende ture jeg har lavet ligger godt gemt på mine dias og derfor ikke umiddelbart er digitalt tilgængelige. Men for nylig hørte jeg om, at man kunne købe sådan en slide scanner over nettet på Amazon til et halvt hundrede pund, således at man ikke behøver at skulle betale tusindvis af kroner for at få disse slides scannet ind hos en fotohandler.
Så selv om det selvfølgelig er noget jeg vil udforske lidt nærmere er det jo ikke noget, der løser problemerne her og nu, så derfor må jeg atter an gang grave lidt dybere i mit eksisterende bagkatalog.
Der er nemlig mange af mine tidligere ture som har givet anledning til flere oplevelser, og før blodproppen, hvor jeg mente at sådanne ture ville komme i en lind strøm i mange år fremover, så har jeg langt hen ad vejen kun grebet fat i højdepunktet fra den enkelte tur. Med det resultat, at der måske var mindre ture, som på denne vis blev underkendt og fundet for lette til at blive beskrevet i et galleri.
En af disse underkendte ture fandt sted under den rejse jeg lavede sammen med Erik og Christian til Alvarez Pisteski ovenfor Sara'eyn i nordvestlige Iran. Jeg har allerede for mange år siden beskrevet bestigningen af en anden unavngiven top i det område, som jeg besteg med Christian, men inden vi gik i gang med den top besteg jeg en markant grat sammen med Erik for at få lidt overblik over hvor vi rent faktisk var.
Ganske vist havde dette højdepunkt hverken nogen særlig selvstændig top eller blot et navn, hvorfor jeg heller ikke har taget den med i min oversigt over bestegne bjerge. Men det blev besteget med samme formål som jeg ellers altid har besteget bjerge: at nå frem til et højdepunkt, hvorfra man kan få en god udsigt over det omkringliggende område.
Nu fik vi så ikke den storslåede udsigt deroppefra, da skyerne pakkede sig omkring bjerget inden vi nåede toppen, men det gør jo ikke bestigningen som sådan mindre værdifuld. Den begrænsede sigt betød derfor blot, at jeg ikke tog så mange billeder som jeg ellers plejede at gøre når jeg var på en bjergtur. Men lidt har da også ret.
Marts måneds galleri: Ukendt udsigt i Iran



  Tidligere nyhedsbreve:
24. februar 2017 USA's nyvalgte præsident inspirerer til månedens galleri
24. januar 2017 Gallerierne får en chance mere
2016 Nyhedsbreve 2016.