Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 6. marts 2020
 
 Uploaded 06-03-2020  

Seneste nyheder:

6. marts 2020 Chicago: Porten til prærien
  Jeg har gennem den seneste snes år foretaget en mængde rejser til USA, hvor jeg har haft mange store oplevelser, især i nogle af de store nationalparker når jeg har været afsted på tur sammen med min rejsekammerat med mere Erik Storm. Men inden jeg begyndte på disse mange rejser sammen med Erik havde jeg også været rundt i USA på egen hånd, og det begyndte faktisk da jeg mødte en amerikaner på Men's Bar i 1997. Han inviterede mig så til New York på en forlænget weekend, som jeg benyttede mig af i året efter, i 1998.
Denne første tur inspirerede mig til flere ture, og i 2005 tog jeg så til USA igen. Jeg havde flere måneder forinden fået en invitation til San Antonio i Texas, og da jeg en måneds tid senere fik et hurtigt tilbud fra SAS om en returbillet til USA for 3400 kr. var jeg ikke sen til at slå til.
Jeg kunne ganske vist ikke flyve til hverken San Antonio eller Texas for denne tilbudspris, men jeg kunne komme til Chicago hvorfra der var en udmærket og billig forbindelse videre med United nonstop til San Antonio.
Denne tur til Texas gav mig adkomst til det mest afsondrede highpoint i USA, nemlig Guadalupe Peak, hvilket jeg hurtigt fik beskrevet i et galleri her på siden. Men hvad med mit mellemliggende ophold i Chicago? Først for nylig gik det op for mig, at dette har jeg aldrig beskrevet her på siden, og da det ophold fandt sted i 2005 er det nu netop 15 år siden at jeg dengang besøgte Chicago.
Disse dage var således mine første dage i USA efter at jeg syv år forinden havde været i New York, og det bærer billederne selvfølgelig præg af, for ligesom i New York var jeg i Chicago meget focuseret på at se nærmere på byen og specielt de høje huse. For det var først en uge senere at jeg opdagede USAs virkelige fordele i det udbredte net af nationalparker samt fordelene med at rejse rundt i egen bil.
Denne mellemliggende tid bestod således af to overnatninger i byen, og i det mellemliggende døgn fik jeg fuld valuta for pengene da jeg både kunne foretage en frisk morgenløbetur i Lincoln Park og besøge to af Chicagos højeste huse, hvoraf det ene på det tidspunkt tilmed stadig var Amerikas højeste hus. Og i true Chicago style startede jeg med et besøg på en gay natklub med flotte fyre, der dansede på bordene uden for meget tøj på. Så velkommen til Chicago!
Marts måneds galleri: En dag i Chicago



  Tidligere nyhedsbreve:
8. februar 2020 Inden sneen smelter
8. januar 2020 Australien brænder!
2019 Nyhedsbreve 2019.