19. september 2021

Alene på fjeldet igen

For to år siden tog jeg fat på et længerevarende galleri om min seneste lange vandretur i Sverige, og samtidig den første vandretur i nyere tid, der på nogen måde kunne beskrives som en fjeldtur som i 'de gode gamle dage'. Jeg var blevet inspireret til at genoptage sådanne vandreture fra min tidligere vandremakker Allan, efter at han havde set en udsendelse i TV om vandring på Kungsleden og havde spurgt mig, om ikke jeg kunne tage ham til dette sted. Det kunne jeg måske nok, men var han klar over, hvad det ville indebære? Derfor koblede jeg ham på mine vandreture nordpå gennem Sverige, men inden vi nåede til Kungsleden var han blevet frustreret over den lange rejse for at nå derop. Med det resultat at jeg måtte vandre turene heroppe alene. Jeg havde for så vidt ikke noget imod at skulle vandre disse lange ture alene, for jeg havde jo vandret meget længere ture oppe i Lappland i 80'erne uden at det havde givet mig nogle sikkerhedsmæssige udfordringer, så det ville jo bare være en genopliven af min gamle vandreinteresse som havde bragt mig ud i ødemarken på egen hånd og som blot få år senere bragte mig til en tilværelse som aktiv bjergbestiger. Jeg var på dette tidspunkt kommet så langt nordpå som til Torsby i Dalsland, men da jeg skulle planlægge de næste etaper nordpå, som ville føre mig til Sälen blev jeg standset af en uoverstigelig forhindring: en flod, som der ikke umiddebart var nogen mulighed for at komme udenom med mindre jeg gik en omvej på to-tre dage. Femån var denne flods navn, men jeg var optimistisk, så to år senere vandrede jeg videre nordpå i den oprindelige retning, i det håb at der ville vise sig en løsning når jeg detailplanlagde turen. Allan havde dog allerede i Charlottenberg meldt fra på at vandre videre nordpå med mig, og det betød på den ene side at min rygsæk blev tungere da jeg ikke længere havde nogen jeg kunne dele lejr- og kogeudstyr med, men på den anden side at jeg kunne planlægge etaperne mere frit, da jeg jo stadig havde mere fjeld- og vandreerfaring end Allan havde. Og da Allan, som i sin tid havde fået mig til at genfinde min interesse for vandring og specelt fjeldvandring med sit ønske om at komme til at vandre på Kungsleden, nu havde meldt fra på de længere vandreture nordover, besluttede jeg at parkere Femån-problematikken på sidelinien og simpelt hen springe denne etape over og gå direkte i gang med den 19. etape, som ville tage udgangspunkt i Sälen, hvor jeg ved ankomsten dertil ikke kunne undgå at bemærke portalen, der markerede at det var her, Kungsleden tog sin begyndelse. Det bemærkede jeg naturligvis også da jeg stod af bussen i Sälen, da jeg egentlig havde regnet med at Kungsleden kun løb mellem Kvikkjokk og Abisko - men så blev man det klogere. Den dag vandrede jeg kun den korte strækning fra Sälen til Östfjällsstugan da jeg jo først var fremme i Sälen om aftenen, og den korte tur havde jeg beskrevet i det første galleri, som jeg havde præsenteret for to år siden i anledning af at det var ti år siden at jeg havde foretaget denne vandretur. Så følg nu med mig ud på den anden dag i vandringen mod Mörkret, hvorved jeg i min vandring på langs af Sverige nu kommer op over 800 meters højde. September måneds galleri: Videre mod Närfjällsstugan