14. oktober 2021

Intet blik mod Turtmanntal

I 2006 var jeg blevet godkendt af Dansk Bjergklub til at stå for alpinkurset, og så kunne jeg også være ansvarshavende for sommertræffet. Dette havde klubben besluttet skulle ligge i Täsch, men da jeg vidste at der kun var en lille campingplads der, som næppe ville have kapacitet til de mange bjerginteresserede, der kunne komme fra klubben fik jeg gennemført at vi i stedet skulle benytte os af Camping Atermenzen, som lå midtvejs mellem Randa og Täsch, men i Randas kommune. Det var der dog ikke mange der bemærkede, så størstedelen af gæsterne bemærkede ikke andet end at lejren lå i Täsch. Jeg havde derfor foråret forinden besøgt campingpladsen for at aftale at vi kunne få den fornødne plads, og som følge heraf havde campingfatter lejet en tilstødende mark, som vi kunne udfolde os på. Ligeledes kom jeg til pladsen igen nogle dage før sommertræffet så jeg kunne modtage deltagerne når de kom. Men jeg havde selvfølgelig også lumske planer om at kigge nærmere på forholdene i højden. Jeg havde kig på at bestige Barrhorn, som stod flot ud mod Mattertal, og specielt var iøjnefaldende fra campingpladsen i Randa. Barrhorn var faktisk en dobbelttop med en højde af godt tre en halv kilometer, men skulle ikke være så besværlig at bestige. Samtidig tiltrak det mig at den lå i et område af Mattertal, som jeg endnu ikke havde besteget bjerge i, så jeg pønsede på at lave en solobestigning af det bjerg. Tilmed havde jeg fået en personlig invitation fra hytteværten på Topalihütte, da han havde bemærket at jeg på min hjemmeside havde omtalt at hytten var brændt ned nogle år forinden og nu kun kunne bruges som bivuakplads. Og han så gerne at jeg overnattede i hans nyopførte hytte. Det blev dog ikke til noget med en solobestigning, for Jacob Klaris' lillebror, Rasmus, valgte af praktiske årsager at flyve ned til Genève sammen med mig, ligesom en anden af mine venner fra bjergklubben, Søren Fonsbøl, også tog derned før træffet for at få lidt højdetilvænning. Og så kunne jeg jo ikke være bekendt at gå alene op mod Barrhorn, specielt fordi jeg jo skulle være ansvarshavende på sommertræffet. Derfor gik vi torsdag morgen før træffet tre mand høj op mod Topalihütte forat bestige Barrhorn. Men trods det at vi havde fantastisk vejr lykkedes det os ikke at nå op på topgraten da jeg vurderede den sidste stejle opstigning til at være lidt for risikabel. Jeg følte jo et vist ansvar for de to andre fyre. Så det lykkedes hverken mig eller nogen af os at komme på Barrhorn i 2006, og efter jeg i 2013 blev ramt af det slagtilfælde må man tro at det aldrig skal lykkes mig at bestige hverken Barrhorn eller noget andet bjerg. Men det er sådan med bjerglysten, at den jo ikke kan holdes nede, og i takt med at jeg langsomt rehabitulerer efter de to knæoperationer jeg har haft i 2019 og 2021, hvor jeg fik indsat to knæproteser, har jeg fået en fornyet interesse for at gøre et nyt forsøg på disse bjerge. Dog ikke fra Topalihütte, men fra vest, fra Turtmanntal, som er endnu en Walliser dal jeg endnu ikke har været i, til trods for at jeg flere gange har kigget ned i den fra de omkringliggende bjerge. Det fik jeg dog ikke mulighed for på denne tur, da vi ikke en gang nåede op på topgraten. Men måske denne tur alligevel er et kig værd. Oktober måneds galleri: Forsøg på Barrhorn