Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 7. maj 2022
 
 Uploaded 07-05-2022  

Seneste nyheder:

7. maj 2022 Videre mod Torsby fra syd
  I slutningen af 90erne var jeg begyndt at genoptage flerdages vandreture, som jeg ellers ikke havde gjort noget ved i den forudgående halve snes år, da jeg samlede de fleste af mine fridage sammen til at kunne drage på bjergbestigningsture i Alperne. Men i takt med stigende vanskeligheder med at finde bjergbestigningsmakkere havde jeg brug for andre måder at udleve min udlængsel på. Relativt hurtigt fandt jeg på et projekt om at vandre Sverige på langs, idet jeg huskede fra mine lange vandreture i Lappland i 80erne at vandring i Sverige blev mere spændende jo længere nordpå jeg kom.
Den antagelse viste sig at være rigtig da jeg var nået frem til Charlottenberg, hvor den internationale jernbane fra Arvika til Oslo krydsede grænsen til Norge. Frem hertil havde jeg så vidt muligt forsøgt at lave mine vandreture sammen med Allan, men da vi nåede frem til Charlottenberg meldte han fra på en videre udforskning af vandremulighederne her, enten fordi det fra København nu tog for lang tid at nå frem til udgangspunktet eller fordi terrænet efterhånden var for uvejsomt for ham.
Det betød, at jeg fremadrettet måtte vandre videre alene, og også at jeg nu måtte bære alt lejrudstyret selv. Men samtidig gav det mig nu også større frihed til at opleve naturen i al dens ensomhed og storslåethed.
Derfor valgte jeg for to år siden at stille skarpt på hvad der gemte sig af oplevelser når jeg nu vandrede nordpå fra Charlottenberg. Heroppe i Värmland var der langt mellem busserne og derfor var etaperne også længere, hvilket betød at en sådan etape logisk nok ville tage mange dage. Men det gav jo også mulighed for spændende oplevelser i et område som kun de færreste vandrere ville stifte bekendtskab med.
Netop etape 16 på den lange vandring på langs af Sverige, der førte videre nordover fra Charlottenberg, var begunstiget af højt og flot solskinsvejr, så det var nærliggende at beskrive denne etape med en dagsetape ad gangen. For to år siden havde jeg udvalgt første dagsetape fra Charlottenberg til Billan som galleriet for maj 2020, og nu er det tid til at drage videre ud i det midtsvenske landskab nordpå fra Billan.
Efter denne første dagsetape, som dog kun varede nogle få timer, da jeg skulle bruge det meste af dagen på togturen fra København til Charlottenberg, skulle jeg nu vandre den første heldags dagsetape videre fra Billan, og for at markere at der var tale om separate dage havde jeg også taget et udvalg af tøj med, således at jeg også kunne skifte tøj hver gang jeg tog fat på en ny dagsetape.
Maj måneds galleri: Fra Billan til Skålsjön



  Tidligere nyhedsbreve:
17. april 2022 Bjergbestigning for bjergelskere
10. marts 2022 Forårsfornemmelser
17. februar 2022 Tredje bestigning under bivuakturen i nordlige Wallis
14. januar 2022 Efter Mercedario og San Juan
2021 Nyhedsbreve 2021.