|
|
|
Onsdag 24. september 1997
Puja i Makalu ABC 5300m (Per Lyhne).
Der er en lang vej op til ABC, mindst 6 timer må man regne med, og det meste
af vejen går gennem store bunker af sand, grus, småsten og klippeblokke, som med
hård hånd er strøet ud over hele gletscheren. Bestemt ikke en tur man ønsker at
gøre om når først man er kommet herop til ABC. Til gengæld er udsigten betagende
herfra. Lejren ligger nærmest for foden af Makalus enorme, 3 km høje og
ubestegede vestvæg, her bliver vi hele tiden mindet om hvorfor vi er her. Til
den anden side ser vi ud mod Barun Glacier og en stribe af sneklædte unavngivne
6000'ere, den ene flottere end den anden som kulminerer med det 7168 meter høje
bjerg Baruntse.
I takt med at vores grej bliver båret op bliver vort hjem
for de næste 5 uger etableret. Lejren ligger på den nedre og temmeligt kuperede
del af Chago Glacier. Men alligevel er det lykkedes os at bygge små platforme i
det kuperede terræn til alle vore telte i ABC lejren. For privatlivets skyld har
vi hver vort eget telt, derudover er der telte til vore 2 sherpaer, til
køkkenholdet, LO'en (Den nepalesiske forbindelses-officer), lejrens samlingsted
messeteltet og ikke mindst badeteltet som siden hen er forsvundet under en
temmelig hård vind. Ialt 12 telte, som er samlet i en tæt lille klynge her på
gletscheren.
Onsdag blev vores lille offersted, til ære for guderne i
bjergene, bygget. Bedeflagene og Puja'en blev afholdt - bestigningen kunne nu
begynde. Formiddagen den 24. er høj og klar; det føles som vores lejr ligger som
en smørklat midt på den morænebestrøgne Chago-gletscher med den solbeskinnede
nordøstvæg af Makalu, som ophøjet tilskuer i baggrunden. Og Makalu er i sandhed
en ceremoni værdig. Vi har alle fra vore telte udsigt til det mægtige og
ærefrygtindgydende bjerg - det står der bare med sine stejle vægge og skarpe
grater, hvor der kun sætter sig meget lidt sne, hvilket giver et højt og lidt
truende udseende. Makalu hæver sig sammen med Everest og Kangchungtse
(lillesøster) markant i forhold til områdets 6.000 og 7.000 meter bjerge. Sonam
forklarer, at de tre bjerge i overleveringen betragtes som tre gudesøstre, der
naturligvis skal behages. Et andet sted har vi læst, at Makalu er ensbetydende
med "Sura Raghe", tibetanernes og sherpaernes mandlige bjerggud. Sura Raghe
betyder noget i retning af "henstillet offerild" - og faktisk kan man nogle
aftener se lysglimt i de brune granitvægge som små bål, som solen går ned.
Pludselig vælder der røg frem fra offernichen i stupaen; et stenalter, der
er bygget af morænesten midt i lejren mellem køkkenteltet og messeteltet og vore
private telte. Vi er klar til ære både den mellemste søster og Sura Raghe og
bede om held og lykke! Sonam og hans højre hånd, sherpaen Nima Rita, hælder
petroleum ud over friske enebærgrene, dhoopi, hvis røg både tilkalder gudernes
opmærksomhed og overbringer bønnerne. Vi samles også ved den velduftende røg, og
vi sætter os foran stupaen med ryggen til Makalu, der stadig stråler i sin
mægtighed - lidt fjern og uopnåelig. Men med denne ceremoni håber vi at kunne
komme i audiens - og det uden at komme til skade. En altrusisk bevægethed
skyller ind over os; en betagende og dramatisk natur sammen med at vi nu er de
passive deltagere i en fremmed buddhistisk ceremoni, giver plads til tanker om
vort forestående projekt.
Ud ad køkkenteltet kommer Shere Tamang, vores kok,
med et fad med nepalesiske kiks, en hjemmebagt kage med chili som pynt og vores
bidrag til gudeofferet: Karen Volf småkager og Oxfords Fruit & Energy-kiks.
Men det er ikke endnu - først skal 'majstangen' rejses fra stupaen. Ved fælles
hjælp får Sonam, Nima og Shere rejst den 8 meter høje stang, som er medbragt
helt fra Yangle Kharka over 2 dagsmarcher væk. I Kathmandu havde vi købt det
særegne tvetakkede nepalesiske flag samt bånd af bedeflag på flere hundrede
meter - til bedeflagene havde det nepalesiske mandskab også givet et bidrag, så
de også var dækkede af bønnerne på bedeflagene. Den buddhiske religion er på
mange områder meget pragmatisk; I stedet for at messe bønner i en uendelighed,
så påtrykker man bønnerne på flagstykker. Ideen er så, at når vinden blæser, så
bæres bønnen videre til guderne. Med lidt besvær får Sonam bundet et par
enebærgrene i toppen, derefter følger det nepalesiske flag, Dannebrog, et
McKinley-banner med "Follow Your Instinct" og så i vifteform ud i alle
verdenshjørner rækker af bedeflag i rødt, grønt, gult, blåt og hvidt. Et sandt
farveorgie over vore telte i den brune moræneørken!
Shere Tamangs
køkkendreng K. Gurung kommer denne gang ud ad køkkenteltet. På et stort
stofbelagt sivfad bringer han kopper med sherpathe og en flaske rakshi, en lokal
brændevin. Kopperne med the bliver delt ud, og Sonam begynder den egentlige
puja. Med messende stemme reciterer han rækker af bønner, hvorigennem han
forklarer guderne, hvorfor vi er her, hvad målet er, at vi ønsker beskyttelse,
fri os fra uheld og ulykke etc. Mellem de forskellige bønner tager Sonam eller
Nima noget mel, ris eller nogle stænk rakshi og kaster det i alle retninger. Og
med enkelte mellemrum går fadet med ofringer rundt til alle tilstedeværende; vi
skal dele offergaverne med guderne! Især den hjemmebagte (i 5.300 meters højde)
kage var lækker at dele. Midt under ceremonien får vi besøg - det viser sig at
være en lokal lama og hans sønner, som først har været besøg i australiernes
lejr et par hundrede meter højere for at velsigne den, men nu også kom for at
velsigne vores efter opfordring fra Sonam. Men først skal de jo bydes velkommen
med kage, tyggegummi, the og kiks....
Nogen tid efter sætter lamaen sig hen
foran stupaen og begynder at messe en lang række bønner samtidig med at hans
bønnekæde kører frem og tilbage mellem fingrene på ham - og så hører det
pludselig op, og han ser op. Han har nået en konklusion åbenbart. Sonam
forklarer, at lamaen via bønnekæden kan se, at vi vil få succes med vort projekt
- og alle sherpaerne smiler glade og lykkelige. Vi er måske lidt mere skeptiske,
men dog rigtig glade for det positive budskab. Sammen drikker vi alle en slurk
ad hånden af raksien, som nu bliver delt rundt. Pujaen er færdig, og lejren og
alle dens deltagere er velsignede. Men for at fastholde velsignelsen skal der
hver morgen brændes et par enebærgrene - men på den anden side må der
overhovedet ikke brændes affald i den periode, hvor vi bebor lejren Det bringer
nemlig dårlig karma - og det vil vi jo nødigt have!
