|
Fredag 26. september 1997
En nat i det fri i ca. 6000 meters højde (Jan Elleby).
I dag var det min tur til at flytte et læs op i camp 1. I jævnt og støt tempo
gik det op mod klatrepassagen som Per Bager og Michael havde nævnt. Herefter
begyndte det at gå langsommere. Jeg kunne efterhånden begynde at mærke højden og
måtte holde en kort pustepause for hver 30-40 skridt. Dog kunne jeg med
tilfredshed notere mig at det røde flag der markerede toppen af stigningen mod
camp 1 langsomt kom nærmere. Det var ganske vist ud på eftermiddagen, men jeg
skulle nok nå op i tide. Endelig nåede jeg toppen af stigningen, blot for at se
en endnu større stigning, nu begyndte situationen at spidse til. Klokken var nu
16.00 og jeg havde godt to timer lys endnu, så det var bare om at fortsætte. En
time senere var det radiotid, klokken fem. Jeg var nået 2/3 op af den anden
stigning og kunne så småt ane endnu en tredie stigning bag toppen. Jeg kunne nok
lige nå toppen af den tredie stigning inden det blev mørkt, men jeg vidste ikke
hvor langt der resterede til camp 1. Jeg vidste, at jeg heldigvis både havde
sovepose og liggeunderlag i rygsækken, så jeg kaldte ABC at jeg næppe kunne nå
frem til camp 1 i dag og ville bivuakere i det fri. Tyve minutter senere fandt
jeg en lille klippehylde. Og efter at have ryddet de største sten væk var det
såmænd ganske OK. Klokken 18.00 lå jeg godt begravet i min varme sovepose og
kaldte atter ABC og meldte alt vel ombord. Tolv timer senere vågnede jeg op til
en fantastisk solopgang over Barundalen, hvor Baruntse flammede op over den
endnu mørklagte dal. Tænk at have sådan en udsigt når man slår øjnene op
derhjemme. Min sovepose var dækket til af et tykt ispanser så jeg ventede med
god samvittighed til solen nåede min bivuakplads og tøede min sovepose op. Da
jeg endelig forlod bivuaken og fortsatte op til camp 1, viste det sig at lejren
lå lige bag den tredie stigning kun trekvarter borte........