Lars:
I den blandede skare af deltagere på reblederturen, stod det hurtigt klart, at alle var lidt vaklende overfor gletscherspalter og sikkerheden omkring gletschere. Jan Elleby havde derfor ledt efter en passende bestigning, der med god samvittighed kunne kaldes en top og som samtidig gav udfordringer omkring rutevalg på gletscheren. Altså ikke noget med en overrendt 4000 meter, hvor vi blot kunne følge turist karavanen.

Fluchthorn (3790 meter) skulle det være. Stor nok til at være med på turistforeningens lille oversigtskort, men for lille, dvs. under 4000 meter, til at andre værdiger den et blik.

Britanniahütte er det naturlige udgangspunkt for en tur på Fluchthorn. En smukt beliggende hytte med udsigt til Monte Moro passet, ud over Allalin gletscheren og til Fluchthorn og Strahlhorn. Hytten er overrendt i weekender med godt vejr, men Jan bookede let plads til alle fra mandag aften.

Hytten er tilgængelig for alle. De seje går den ganske vej fra Saas Grund, mens de magelige kan nå hytten via Felskinn, hvor liften fra Saas Fee tager slæbet op til 3000 meter. Herfra er der en gletscher highway på 30 minutter frem til hytten.

Vel fremme ved hytten er det naturligt, lige at nappe de 40 højdemeter op til områdets mest besøgte 3000 meter top, Klein Allalin. Det er sofa-alpinisme når det er bedst. Man er aldrig længere væk fra hytten end man kan dufte et krus velskænket øl.

Tilgangen til Fluchthorn over Allalin gletscheren er tilpas lang og kræver en alpin start. Dvs. op kl. 0245, morgenmad fra 0300 - 0330 og så af sted. Med en god halv nats søvn er det heller ikke noget problem. Udfordringen består i at få sovet, når der statistisk set er 25 procent af sovesalens beboere der har hang til en mere eller mindre støjende vejrtrækning. Men op kom vi og inden vi helt var blevet vågne stod vi under den klareste stjernehimmel i en lun og stille nat. 8 personer i 2 reblag og så af sted.

Alle andre parties valgte den lige vej ned til gletscheren, mens vi vidste bedre og forsøgte at lave en ny sti. Den var ikke kortere men så afgjort mere afvekslende og inden længe var vi på selve gletscheren. Vel ned på gletscheren bød rutevalget ikke på de store udfordringer. Konturerne af de største sprækkepartier trådte tydeligt frem og den relativt store snemængde dækkede resten.

En relativ flad strækning førte os over Allalin gletscheren. Vi trådte over et par enkelte synlige spalter og små bække med smeltevand. Rutevalget bød ikke på vanskeligheder og vi bevægede os frem i overensstemmelse med guidebogens tidsangivelse.

Mens solen langsomt gav farver til de omgivende toppe trak vi op på den brede snegrat der leder op til Fluchthorn. Vel oppe på graten holdt vi det første hvil, hvor vi nød solens fremkomst og den fine udsigt til Monte Moro passet.

Det var også signalet til at dele os i to grupper. Det jyske turboteam med Jesper og Robert ønskede at fortsætte fra Fluchthorn til Strahlhorn (4.190 meter) og havde brug for et højere tempo. Så nu hvor stigningen op til Fluchthorn for alvor satte ind var vi et reblag på 6 personer. Meget sikkert men knap så hurtigt.

Allan:
Da vi holdt det første hvil, forsatte Jesper og Robert mod turens første 4000'er. Efter hvilet begav vi os (Lars, Linda, Pernille, Bjarne, Jan og mig) videre i et reblag, hvor det var Bjarne som gik forrest. Bjarne var næsten lige kommet fra Danmark og havde problemer med højden, så efter at have talt lidt for højt med Lars var det mig som fik førertrøjen i feltet. Det skulle senere vise sig at være mig som førte resten af turen på bjerget. Vi fik sol på toppen, hvorfor vi havde en god udsigt til alle de andre bjerge. Vi så også Jesper og Robert på det modsatte bjerg, hvor de havde nogle problemer med en bergschrund.

Efter toppen gik det i fuldt firspring ned over mod hytten. Efterhånden som vi nærmede os hytten kom der flere og flere sorte skyer ind fra Italien. Så da vi havde bundet os ud af rebet ved slutningen af gletscheren, begyndte vi at gå hastigt videre for at nå hytten. Da vi alle havde nået hytten gik de fleste videre hen til liften der kørte ned til Saas-Fee, men da jeg havde en del lejrudstyr deponeret her i hytten måtte jeg bruge noget tid på endnu en ompakning. Derefter begav jeg mig også mod liften, hvor jeg lige nåede at sige farvel til Jesper som ville gå ned til campingpladsen.

Robert:
Kl. 7.00 holdte vi den første pause, hvor Jesper og jeg mente, at vi havde gode ben og besluttede at gå foran i vores eget reblag. Jeg sagde trygt på gensyn til Pernille, da hun jo var i gode hænder. Vi fandt hurtigt et spor videre i retning af Fluchthorn, men det viste sig dog senere at være et dyrespor (en gemse), så vi kom lidt på afveje. Nu kunne vi dog se toppen og gik i gang med at træde spor i den rigtige retning. Det er en virkelig speciel, næsten uvirkelig, fornemmelse at gå i dette fantatiske hvide landskab, og kun være sig selv og sin kammerat. Vi fandt en rimelig rytme og nåede toppen kl. 8.50. Her satte Jesper ind med det helt store pres, da han havde mange ambitioner med denne tur. Han ville videre på Strahlhorn (4208 m), og vi havde læst hjemmefra, at denne side sjældent bliver besteget og er graderet til ZS. Det så temmeligt stejlt og teknisk ud, vi besluttede dog at prøve kræfter med ruten, man kan jo altid vende om. Afsted det gik, først skulle vi ca. 200 højdemeter ned fra Fluchthorn, hvorefter det gik 500 meter stejlt mod toppen. Det varede ikke længe, før det blev rigtig anstrengende, da sneen begyndte at blive tung. Efter de første 200 højdemeter op var det virkeligt dybt, vi gik i sne til knæene, og hvert skridt var en prøvelse. Ruten fulgte langs med bergschrunden til venstre, men jeg kunne slet ikke overskue at traversere i denne dybe sne, så vi besluttede at krydse ved en snebro. Meget spændende, især for min kæreste der nu var nået toppen af Fluchthorn og derfra kunne følge med i vores projekt. Vi kom over og fortsatte direkte op mod et klippeparti, der dog desværre ikke, som vi håbede, var toppen. Vi begyndte at blive lidt opgivende, da vi vidste, vi var udenfor den beskrevne rute, og skyerne begyndte at trække sammen over og omkring os. Vi traverserede til venstre i nervøs mixed klatring stil og fortsatte rundt om bjerget, hvor vi endelig kunne se toppen, kun 40 m oppe, gennem noget løst klippe. Endelig på toppen kl. 13.00, vi så fodspor, det var nu en dejlig følelse. Vi gik på en flot eksponeret kam fra vesttoppen til østtoppen og fulgte normalruten ned. Denne rute havde klart flyttet nogle grænser for os, og stolte, men trætte, skyndte vi os ned tilbage mod hytten. Ved et tilfælde mødte vi de andre, lige før vi nåede hytten kl. 15.00.

Jesper:
"En 4.000´er som dagtur" skrevet af Jan Elleby i bladet nr. 3 juni 2001 var min store inspiration. Det ville jeg også prøve, dog uden at skulle "løbe på toppen". Det var ikke muligt, idet der stadig var store mængder sne.

Kl. var 5 da vækkeuret ringede og jeg sprang ud af teltet og begyndte at indtage min morgenmad. Jeg var på campingpladsen i Saas Grund 1.573 meter over havet. Det var en kølig morgen og jeg var "tændt" og samtidig spændt på, hvordan det skulle udvikle sig. 2.437 højdemeter og retur er bestemt sin sag og var nomineret til at tage i alt 10 timer. 2½ til Weissmieshytten og derefter 4 timer til toppen. Nedstigningen ville ca. kunne gøres på den halve tid.

Godt gående med et minimum af oppakning: vand, brød, chokolade, samt mine steigeisen og gamacher, nåede jeg op til hytten, hvor nogle var ved at stå op og andre var på vej mod nye oplevelser, men der var ingen der gik mod Fletschhorn og Lagginhorn. Det var nu ca. 2 timer siden jeg startede, så tempo var der også på og jeg var stadig ved godt mod. Det gik så godt, at jeg ikke fik "drejet af" mod Lagginhorn gletscheren, men kom om på nordsiden af graten. Det fandt jeg senere ud af, men skønnede at det ikke kunne svare sig at vende om. Jeg fandt en smal kløft at klatre op ad og der kunne jeg godt have brugt min isøkse. Efter en del mix-klatring og en god portions vilje kom jeg op på kammen, hvor jeg lige fik hilst på det sidste reblag, som var på vej ned. Ca. 1 time senere stod jeg på toppen i 4.010 meter. Smukt, men meget blæsende og koldt, så det blev ikke til det lange ophold, men blot lige at få placeret kameraet og udløst selvudløseren, så endnu en 4.000 meter kunne komme i fotoalbummet. Skyerne begyndte at trække ind over toppen og jeg satte næsen i høj fart mod dalen. Denne gang tog jeg så turen ned over kammen og ud på Lagginhorn gletscheren og fik ideen om at tage turen på Jegihorn inden turen helt gik hjem. Jeg vidste nemlig at Robert og Pernille var på bjerget, da de havde besluttet sig at prøve klettersteig ruten. Jeg tog dog "normalruten" da jeg vidste at de ville komme den vej ned. Sjovt var det derfor, da jeg mødte den på toppen, idet vi alle tre ankom på samme tid, men fra hver sin side.

Vi gik derefter sammen til Saas Grund med et lille hyggeligt ophold hos en restaurant i Triftalp. Efter en tur på omkring 6.000 højdemeter (ca. 3.000 hver vej) var kroppen godt brugt og man kunne virkelig mærke at man havde lavet noget så endnu en dejlig dag i alperne kom til sin afslutning.

Pernille:
Onsdag var hyggedag. Robert og jeg var tirsdag i Saas Fee blevet lokket til at købe klettersteig-reb - i butikken mente ekspedienten slet ikke, at man overhovedet kunne LEVE uden sådan et. Nu skulle udstyret prøves af, og vi havde set os varme på den nye "Panorama-klettersteig" på Jägihorn (3206 m) (www.klettersteig.ch). Jeg var absolut nybegynder i genren, hvorimod Robert havde prøvet klettersteig et par gange før. Mit forhold til klettersteig var, at det vel var sådan en slags "pensionist-beskæftigelse" i Alperne - og kunne pensionisterne, så kunne jeg bestemt også! Det viste sig dog senere, at turen både fysisk og psykisk skulle vise sig at være noget af en prøvelse.

I betragtning af at det var hyggedag, tillod vi os den luksus at tage kabineliften op i 2400 meters højde. Kort efter Weissmieshütte iførte vi os hjelm, sele og klettersteig-reb. Der var heldigvis kun ganske få mennesker længere oppe på ruten. Ruten gik stejlt opad, men dog ikke mere, end at jeg kunne vænne mig til "klik-i-og-klik-ud"-bevægelserne. Robert satte sig for at gennemføre ruten uden brug af "hjælpemidlerne", d.v.s. de trin, som var sat i klippen visse steder for at lette opstigningen. Jeg havde imidlertid nok at gøre med at huske teknikken og bevæge mit korpus opad. Da vi længere oppe ad bjerget nåede de fastspændte, lodrette stiger, blev det rigtigt spændende. Klettersteigen var spritny (år 2000) og derfor nogenlunde sikker, men alligevel pumpede adrenalinet, og mine håndflader var lettere klamme. Vel oppe på for-toppen til Jägihorn indtog vi vores frokost med et flot kig ud over en række "firetusindere". Efter en kort travers ind over kammen mellem for-toppen og selve Jägihorn - der var LANGT ned til begge sider - steg vi de sidste 100 højdemeter op til korset på toppen. Mine små "akademiker-hænder" var nu efterhånden også slemt slidte af at have klamret sig til den hårde stålwire. I samme øjeblik vi trådte de sidste 5 skridt hen mod korset, steg Jesper tilfældigt op fra den modsatte side - fra den almindelige gangsti mod toppen, han var "på vej tilbage" fra Lagginhorn. Gensynsglæden var stor, og vi fik taget det obligatoriske top-foto. Turen var i brochuren normeret til 6-7 timer, og det var lige præcis, hvad den også tog for os. Alt i alt en fornøjelig, anderledes, men bestemt også anstrengende tur, som klart kan anbefales.

Jan:
Efter Fluchthorn havde de fleste taget en hviledag tirsdag, men i dag var der flere som gerne ville ud på en endagstur. Især Jegihorn var der interesse for, men jeg ville gerne lave en lidt længere tur, og foreslog derfor Stellihorn (3436m), som burde kunne laves som dagstur fra Mattmark hvis man tog op med første bus om morgenen, og den var Bjarne og Allan med på. Tilgangen er lang, men den udsete rute skulle være let ifølge føreren. Men let er måske så meget sagt. Da der var spalter i nordsidens sneflanke valgte jeg i stedet NW-graten, og selv om den på afstand så ganske tilforladelig ud var det straks noget andet da vi kom tættere på. Det var absolut ikke en grat man kunne lave med hænderne i lommen, og flere steder blev der krævet reel klatring. Og det ville da også have været i orden, hvis ikke det var fordi langt det meste klippe var løst, og for det meste kun hang fast ved sin egen vægt. Vi fandt dog hurtigt ud af at holde os til gratkanten, hvor klippen var mere fast end i flanken, men vi endte alligevel med at bruge mere end dobbelt guidebogstid op over graten. Vi nåede så frem til fortoppen Stelli (3357m), hvorfra graten strakte sig videre mod højeste punkt. Det havde været planen at overskride bjerget og stige ned på den anden side mod Furggtälli, men da den nedstigningsrute stedvist skulle være vanskeligere end det vi netop var klatret op ad mente jeg det ikke forsvarligt at fortsætte og risikere at klatre fast under nedstigningen. Det var derfor nødvendigt at vende om, selv om vi var flere som gerne ville have haft højeste punkt med. Men toppen ligger der også næste år. Til gengæld fandt vi en noget hurtigere nedstigningsrute gennem vestflankens blokmark, ned til de store græsplateauer nedenfor bjerget. Allan tog sig tog god tid ned over blokmarken, så Bjarne og jeg måtte holde lange pauser under nedstigningen indtil han var kommet vel ned fra bjerget, men så gik det også i fuld fart tilbage mod Mattmark, hvor vi med fem minutters respit nåede den sidste bus ned. Og Allan måtte tage den på stop ned, da han først kom til Mattmark en halv time senere. Men næste år er der forhåbentlig et nyt forsøg igen, med bivuak på plateauet og et reb i sækken.

Linda:
Både Robert og Jesper havde deres 4.000 meter i hus. Vi andre kunne se ferien lakke mod enden men håbet om at nå en top over de magiske 4K meter var stadig i behold. Det betød at vi blev mere og mere tændt på de lettere løsninger og når vi nu var i gang kunne vi lige så godt gå hele vejen. Nej vi hyrede ikke en helikopter, men næsten. Svaret er Allalinhorn der med sine 4.027 meter en fin lille top, der opfylder betingelserne for at stå på bjergguidernes prisliste. På nær Jan og Bjarne, der valgte Weissmies og dermed en reel bestigning med overnatning på Almagellerhütte, var resten af holdet med på at springe over hvor gærdet er lavest.

Med erfaringerne fra Fluchthorn behøvede vi dog ingen guide, blot godt vejr og en smule planlægning. Planen var følgende. Første morgenbus fra Saas Grund til Saas Fee. En af de første lifter til Felskinn og derefter metroen til Mittel Allalin i 3.454 meter højde.

Lifter i den højde og på en fin gletscher betyder en masse skiløbere der har taget fejl af årstiden. Allerede i køen til Felskinn følte vi os hensat til et overrendt fransk skisportssted i uge 7. Men op kom vi og omkring kl. 0930 stod vi klar til de sidste 560 meter op til Allalin. 2½ time op og 1½ time ned.

Vi var langt fra alene på bjerget. Der var vel de første 6-8 grupper, der tonsede op mod toppen, heraf mange med guide. Det var således ikke svært at finde vej. Til gengæld krævede overhalinger samarbejde, især når alle seks mand skulle udenom i et hug. Rutevalget i godt vejr er let og byder under de forhold vi havde kun på en enkelt større gletscherspalte. På opturen valgte vi at springe over hvor den var smallest og på vej ned valgte vi en snebro som vi havde se alle guiderne bruge. Resten var bare almindeligt middelhårdt arbejde.

På toppen var vi stadig begunstiget med perfekt vejr i form af sol og vindstille. Udsigten var super og vi kunne udpege alle de toppe som vi vil bestige næste gang. Efter det obligatoriske topbillede med alle mand omkring korset var det tid for nedturen. Vi skulle jo gerne kunne nå en god frokost i Saas Fee.

Hvor vi havde været seks personer op skulle reblaget ned kun være på fire. Robert og Jesper er af den overbevisning at bjerge primært er skabt for at man kan løbe ned af dem på ski. I mangel af en lift til den sidste halve kilometer havde de valgt at slæbe ski og støvler med hele vejen til toppen. Det medførte en del kommentarer på vej op, ikke mindst ved overhalingerne. Nu skulle projektet så stå sin prøve. Men hvad er 500 højdemeter på ski? 2-3 minutter og det er overstået. Godt så det ud og mens sneen blev mere og mere blød for os andre kunne Jesper og Robert nyde en formiddagsøl på terrassen i Mittel Allalin. Vi andre nåede ned inden for den normerede tid. Godt brune, en oplevelse rigere og med stor lyst til flere - også selv om vi skal gå hele vejen op.

Bjarne:
Jeg vågnede og så ud af vinduet fra min køje i Almagellerhütte, at det var blevet lyst. Der burde da ikke være lyst klokken fire om morgenen! Jeg kiggede rundt i rummet og så, at alle - bortset fra Jan og mig - for længst var stået op. Jeg vækkede Jan og fandt ud af, at klokken rent faktisk var halv syv. Dagen før var vi gået op til hytten fra Saas Grund, og planen var således, at vi skulle have været tidligt oppe for at gøre et forsøg på Weissmies (4023 m). Men at vi sov over os skulle nu ikke forhindre os i at gøre forsøget alligevel. Da vi nåede til Zwischbergenpass, hvorfra den egentlige opstigning begynder, stod vi og kiggede lidt op ad bjerget og på folk, som var på vej nedad. Det var allerede lidt oppe ad formiddagen og Jan mente at have slidt sig selv op på de foregående dages ture. Jeg derimod var frisk på at prøve kræfter med min første 4000'er, så aftalen blev, at Jan ventede i passet, mens jeg gik op. Da jeg nåede op til snehænget, som førte mod toppen, havde solen nået at varme så meget på sneen, at man for hvert skridt sank et godt stykke i. Lidt længere oppe mødte jeg et hold, på vej nedad, som sagde, at man længere oppe sank i til op over knæene, og det viste sig senere at være rigtigt nok. Nogle store grå skyer begyndte at presse på inde fra Italien, men de kom dog aldrig rigtig ind over. Sporet gennem sneen førte mig direkte til klippegraten, som med let klatring viste vejen til en fortop. Fra jeg forlod sneen, gik jeg det meste af tiden indhyllet i fredelige hvide skyer, så udsigten var ikke så god som den helt sikkert kunne have været. Da jeg kom op på førnævnte fortop, kunne jeg se, hvad jeg troede var det højeste punkt, men det viste sig imidlertid, at der var en top mere bagved. Den var til gengæld også noget flottere, så det gjorde ikke noget. Det sidste stykke mod toppen ad en snegrat med omkring tusind meter ned på hver side virkede ret eksponeret. Lige her kunne et reb med en makker i den anden ende nu have været meget godt, men der var ikke andet for end at holde tungen lige i munden og holde godt fast i isøksen. At udsigten var temmelig skyet ændrede nu ikke ved den utrolig dejlige følelse det er endeligt at nå målet.

Efter et kvarters tid på toppen vendte jeg næsen nedad igen. Nede på klippegraten var sigtbarheden en overgang så ringe at jeg havde lidt problemer med at finde et egnet sted at komme ned på snefeltet, men det lykkedes til sidst. Herefter gik det i flyvende fart nedover, selvom jeg sank op til en halv meter ned i sneen for hvert skridt. Indenfor guidebogstiden nåede jeg, med et stort smil på læben, ned til Jan, som ventede på mig. Succesen blev fejret med en gipfelschnaps i Almagellerhütte før den videre tur ned til campingpladsen. En perfekt afslutning på en kanongod tur.