At have set Himalayas bjerge med egne øjne var i den grad benzin på bålet for mine bjergmæssige aktiviteter, og det betød at jeg herefter ikke var til at holde hjemme. Blot en åbning på et par dages frihed betød en tur til Alperne, og jeg blev efterhånden stamgæst i de tyske nattog.

Mine halvårlige besøg på ispo-messen i München gav mulighed for en weekend i Ötztal for at få besteget Wildspitze, som jeg efterhånden havde et lidt anstrengt forhold til. Men efter at have brugt en dag på at bane mig vej gennem sneen til lejren, en dag på at grave teltet fri, og en dag til at kæmpe mig tilbage til civilisationen måtte jeg konstatere at det heller ikke blev denne gang.

Hvis jeg havde lidt længere tid til rådighed var det Chamonix der trak, og dette år var jeg sammenlagt otte uger her. Påskeugen blev dog lidt kort; jeg var nede sammen med Søren Smidt og et par andre, men efter jeg sammen med Finn Korsgaard havde gjort et halvhjertet forsøg på Cosmiquesgraten besluttede Søren at køre til Sydfrankrig i stedet, og så kunne vi andre tage med hvis vi ville. Så i mangel af bedre kunne jeg da altid få en lille provencalsk top med hjem.

Jeg havde denne gang tiltusket mig syv ugers sommerferie, og havde fundet en makker i Erik Bech, som var villig til at tage første del. Og efter jeg havde lavet en træningstur på Weissmies mødtes vi i Saas-Fee med det mål at bestige Täschhorn. Indtil da havde jeg haft en målsætning om, hver sommer at bestige mindst én af de tre højeste alpetoppe jeg endnu ikke havde besteget, men efter at have opfyldt denne i fem år stod jeg nu tilbage med Weisshorn, Matterhorn og så Täschhorn. Og en kombination af dårligt vejr og at Erik fik højdesyge undervejs gjorde at det ikke skulle blive til noget i år.

I Chamonix var vi regnet inde i en uge, og så fik Erik nok og tog videre. Næste dag indfandt solen sig, og der var stort set fint topvejr resten af måneden, og her stod jeg i Chamonix, atter en gang uden makker. Og på grund af turenes større seriøsitet er Chamonix ikke lige stedet at bestige bjerge alene. Det var temmelig frustrerende at være henvist til at lave lette vandreture når man havde lyst til noget sværere, og når det endelig lykkedes mig at finde en makker gik jeg ofte i den anden grøft og foreslog ture som måske var et nummer for svære, og det lykkedes os aldrig at nå helt op.

Jeg havde dog nået et enkelt forsøg med Erik Bech, nemlig på Peuterey-graten på Montblanc, en lang og seriøs femdages overskridning fra Italien til Frankrig, men efter to dages opstigning måtte vi vende om da vores brænder blev defekt. Hvilket vist også var godt det samme, for den følgende dag ramte en heftig snestorm Montblanc, og så er det ikke sjovt at være på Peutereygraten.

Halvanden uge senere foretog jeg så en solobestigning af les Courtes, og samme eftermiddag mødtes jeg med Damon Coulter, en englænder, med hvem jeg havde aftalt vi skulle lave Droites den følgende dag. Men han var ikke helt vænnet til højden endnu, og vi måtte derfor vende om i 3600m. Fem dage senere var det Dent du Géant der stod for tur, denne gang med en amerikaner, men her havde regnvejr under tilgangen forsinket os så meget, at vi blev nødt til at vende om tre reblængder under toppen for at kunne nå ned inden det blev mørkt. En bestigning af Aiguille du Jardin måtte opgives trefjerdedele oppe da den couloir som gav adgang til topgraten var smeltet væk, og et afsluttende forsøg på Courtes, denne gang ad den centrale nordøstpillar standsede inden den var begyndt, da det viste sig umuligt at komme over bergschrunden.

En hel måned i Chamonix var passeret uden at jeg havde besteget andet end normalvejen på Courtes. Men til gengæld havde det været lærerige ture, og jeg var slet ikke færdig med Chamonix endnu. Jeg holdt både jul og nytår i Chamonix, hvor jeg havde planlagt at bestige Aiguille Verte sammen med Per Bager og Martin Oleksiewicz. Aiguille Verte er på en måde et meget specielt bjerg, og jeg havde fattet interesse for det bjerg straks jeg havde læst i 'bibelen' (Rébuffat), at det er på Verte man bliver en alpinist. Så derfor var det logisk jeg måtte derop. Aiguille Verte var på det tidspunkt kun besteget én gang tidligere af danskere, og det om sommeren ad normalvejen på sydsiden. Men vi havde sat os en vinterbestigning ad Couturier-couloiren på nordsiden for øje.

Denne bestigning vil nok for altid være en af mine største bjergoplevelser hvor alt går op i en højere enhed. Selv om næsten halvdelen af mine bestigninger indtil nu havde været soloture erfarede jeg her hvor vigtigt et godt makkerskab er, ligesom jeg oplevede en samhørighed med bjergene, et instikt for hvornår man kan fortsætte og hvornår man bør vende om, og en evne til at visualisere en bjergtur inden den finder sted. Vi nåede lige ned til Chamonix inden nytårsaften og kunne her fejre bestigningen. Det var dog blot trist at Per ikke havde kunnet deltage, da han havde fået forfrysninger under det første forsøg og havde været tvunget til at tage hjem i utide.