|
Selv om jeg de forløbne fem år havde tilbragt størstedelen af mine sommerferier i Mattertal, havde jeg faktisk aldrig sat mine ben i Saastal. Men da jeg til sommeren 1989 havde jeg forhandlet mig frem til hele syv ugers sommerferie besluttede jeg, også grundet en del arbejdsmæssig travlhed op til ferien, at starte sommeren blidt i Saastal. Her lå der nemlig også et par 4000'ere jeg endnu ikke havde forsøgt mig på, og det var nærliggende at gøre et forsøg på Weissmies, den mest markante af dem. Jeg var kommet for sent fra København, så det var faktisk blevet aften inden jeg nåede frem til den nybyggede Almagellerhütte, og valgte derfor at udskyde bestigningen en dag og begynde med en hviledag; selv om jeg jo generelt er ret god i højden ville det måske være lidt for meget at gå på Weissmies mindre end 24 timer efter jeg krydsede den schweiziske grænse. Så yderligere en nat og et tordenvejr senere kunne jeg påbegynde bestigningen. Det var tydeligt at det var tidligt på sæsonen, da der ikke var mange spor i den megen sne. Det anbefales normalt at man stiger op over sneen på østsiden af graten, men i dag var der ikke så meget vundet ved det, da sneen var både blød og dyb. Men undervejs kunne jeg nyde udsigten til Portjenhorn - det bjerg ser ikke ud af så meget på kortet, men i virkeligheden er det faktisk et meget smukt bjerg. Som jeg steg blev udsigten al videre, men halvvejs oppe begyndte jeg at komme op i skyerne, og så var det så som så med udsigten. Men toppen nåede jeg da, uden at have set et øje hele dagen. Det ville nok være anderledes om blot få uger. Nedstigningen gik problemfrit, og allerede næste dag tog jeg videre til Saas Fee. Selv om jeg her besteg Weissmies solo ville mine næste bjergplaner ubetinget kræve en makker.
|
Guide Weissmies
