I 1991 havde jeg sammen med Erik Storm, Michael Bank og Kim Sejberg gjort to forgæves forsøg på at lave en vinterbestigning af Lagginhorn, men selv om jeg efterfølgende havde nået toppen om sommeren manglede vi stadig vinterbestigningen. Så med Kim var jeg taget af sted for at prøve igen, men heller ikke denne gang skulle det lykkes os at komme op. Til gengæld fik vi så besteget Oberrothorn og Breithorn fra Zermatt, og selv om Oberrothorn bestiges af snesevis af turister om sommeren er det nu noget andet når bjerg og stier er dækket af sne.

Min succes med bjergklubbens alpinkursus skulle så have sin opfølgning i år, men denne gang må det siges at det blev en fiasko. Dengang var det praksis, at kurset skulle holdes samme sted som årets sommertræf, og det gjorde planlægningen af kurset noget sværere, da jeg dengang aldrig havde været i Bernina før. Hertil kommer, at jeg ikke havde været så heldig med valg af instruktører denne gang, og da to af dem valgte at køre deres eget løb uden at informere mig herom, løb hele kurset efterhånden ud i sandet. En af disse instruktører bagtalte mig efterfølgende til bjergklubbens bestyrelse med kraftig kritik, men det var ikke noget som bestyrelsen ønskede at meddele mig, og besluttede derefter at afsætte mig som kursusleder fremover. Men denne beslutning såvel som kritikken kendte jeg endnu ikke noget til.

Resten af sommerferien tilbragte jeg i Wallis - det ved man da hvad er. Jeg var efterhånden blevet den dansker, som havde besteget flest 4000-meters toppe, og der begyndte efterhånden at være lidt langt mellem dem, så hvis jeg alligevel skulle rejse lidt for at nå frem greb jeg sagen an på en helt anden måde, nemlig ved at lægge min basislejr helt nede i Rhônedalen. Fra Martigny kan man nemt nå frem til alle dale på begge sider af Rhônedalen, og det var ideelt hvis man ville nå de mere afsides liggende bjerge. Og planen lykkedes næsten til fulde, for da ugen var forbi havde jeg sammen med Martin Sjøstrøm besteget Grand Combin, og vi var næsten nået til toppen af Dent Blanche da vi af tidnød måtte vende om, idet jeg dagen efter skulle guide en gruppe fra Zermatt, og det derfor var nødvendigt jeg nåede ned i dalen samme aften.

Guidningen forløb ganske tilfredsstillende. Jeg havde med vilje sat et lidt hårdt program op fra starten, og så kunne jeg blot fire af så niveauet passede. Og i løbet af de 5½ dag vi havde nåede vi at gennemføre tre bestigninger.

Jeg var dog ikke helt færdig med Mattertal, for i oktober tog jeg med Lars Folmer Larsen til Randa for at forsøge os på Weisshorn, men selv om hytteværten frarådede os at gå op på grund af lavinefaren steg vi alligevel op til hytten for at se ruten an. Men da vi vågnede næste morgen og der var gået en lavine få hundrede meter fra hytten blev vi enige om at det nok var bedst at lade være.