Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. nov. 2001
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Mudderkastningen fortsætter Fredag, 23.11.01

I går aftes afholdt vi i Dansk Bjergklub reception for udgivelsen af klubbens jubilæumsantologi, og mange er de bidrag der fortæller om de mange spændende bestigninger og interessante klatresituationer som klubbens medlemmer har oplevet genenm tiden. Men bogen er kun et tilbageblik på klubbens historie, den fortæller intet om fremtiden indenfor dansk bjergsport. Og det kan måske også betragtes som en mangel i bogen. Så hvad gør man så? Man går selvfølgelig ind på klubbens hjemmeside, hvor man kan tage pulsen på, hvad der rører sig i det danske klatremiljø netop nu. Og jeg må sige det er beskæmmende. Aldrig har der været så mange danske klatrere som har klatret svær klippe, og aldrig har der været så mange aktiviteter i de store og rigtig høje bjerge verden over, så man burde forvente at det var sådanne sager som satte agendaen i klubben. Men svaret er nej - et beskæmmende nej. På hjemmesiden ligger et udmærket debatforum, hvor man kan skaffe kørelejlighed til Kullen, klatremakker til væg og bjerge, køb og salg af udstyr og meget mere. Men hvad bliver den brugt til? Alenlange indlæg fra ganske få personer af typen "Du er dum!" - "Nej, det er dig som er dum!" Forhistorien er noget med, at en vis Christian Almer på et tidspunkt har taget nogle fotos af nogle sikringer som en vis Jakob Rømer Barfod (uddannelseskoordinator i Dansk Bjergklub), påstås at have sat på en klippe på Bornholm, hvilket bruges til at miskreditere Dansk Bjergklubs UIAA-godkendte instruktøruddannelse som sådan. Og som det altid går, når debatten går om Christian Almer, så rejser proselytterne sig fra begge fronter og bombarderer hinanden med 3.- 4.- og 5.håndsudsagn. Og udenfor skinner solen, de har lovet godt vejr i weekenden, og det er måske sidste chance for at få lidt klippe under neglene inden vinteren lukker til. Jeg troede ellers at mudderkastning var forbeholdt politikere i valgkamp, men den lever altså også i bedste velgående blandt visse danske klatrere. Jeg græmmes!
http://www.danskbjergklub.dk Link ikke længere aktivt!

Kommentar Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.