På vej op over Bohusleden nåede vi i dag frem til Bredfjället, beliggende cirka 20 km sydøst for Uddevalla. Der er tale om et højplateau i ca. 150 meters højde mellem Vänern og kysten, og her havde der siden middelalderen boet halvandet hundrede bønder, der forsøgte at opretholde et eksistensminimum på de karge jorder, suppleret med hvad de kunne finde af bær og svampe eller jage i skovene. I midten af 1800-tallet blev forholdene dog mere kummerlige, og for mange blev det nødvendigt at tage ind til byerne for at søge arbejde her. Dengang kunne man dog ikke blot tage bilen på arbejde, næ man måtte vandre gennem skovene, en ikke helt ringe opgave når de nærmeste byer Ljungskile og Uddevalla ligger 15 km eller mere borte. Men man gjorde det uden at kny, for det drejede sig om at få mad på bordet. Det var dog en stakket frist, og omkring århundredeskiftet flyttede de fleste bønder fra Bredfjället og de hårdt tilkæmpede agre sprang i skov igen. Så pendling er såmænd ikke noget nyt fænomen. Ulrich Inderbinen, verdens ældste bjergfører fra Zermatt, omtaler i sin biografi hvordan han i 1920'erne rejste til St. Maurice eller Mauvoisin for at arbejde med de store dæmningsbyggerier her. Ulrich skulle ganske vist ikke vandre hele vejen, idet han kunne tage toget fra Zermatt, men ikke desto mindre var han hjemmefra i uge- eller månedsvis. I dag skriver vi 2003 og det er blevet langt lettere at pendle. De fleste har bilen holdende i garagen eller tog og bus lige rundt om hjørnet, og det er blot at lade sig transportere til og fra arbejdet, mageligt og behageligt. Aldrig har det været så let at pendle, men sjovt nok lader det til at der ikke er nogen der sætter pris på det. I stedet brokker folk sig over køer på motorvejene eller at toget er fem minutter forsinket... Tjo, en vandretur på Bredfjället kan godt sætte tankerne i sving.
Bohusleden gennem Bredfjället