Navigation:    
Start  >  Blog 
> 17. december 2009
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kønsforskelle i bussen Torsdag, 17.12.09

Jeg har i nogen tid, når jeg har kørt med bybussen, undret mig over den besynderlighed, at når en fyr sætter sig ind på et ledigt dobbeltsæde, sætter han sig i 9 ud af 10 tilfælde ind til vinduet og lader den anden plads være frit tilgængelig, hvorimod når kvinder sætter sig ind, så sætter de sig i 9 ud af 10 tilfælde på den yderste plads ved gangen, og spærrer derfor for adgangen til det ledige sæde. Om det er fordi de mener sig for fede eller af andre årsager gerne vil have ekstra plads, uden hensyntagen til andre, eller om der mon kunne ligge andre grunde for det. Jeg kunne i hvert fald ikke komme på en fornuftig forklaring, så for en sjælden gang (faktisk første gang overhovedet) sendte jeg spørgsmålet videre til et af P3's lytterprogrammer, der jo netop forsøger at give svar på den slags underlødige spørgsmål. Så det blev Sara og Adam, der har spørgetime sidst på formiddagen, der måtte stå for skud. Det var - måske meget passende - Sara, der tog sig af dette spørgsmål. Hun mente, at når kvinderne sørger for at have et dobbeltsæde for sig selv, så er det for at mindske risikoen for at der kommer et eller andet uterligt mandfolk og sætter sig ved siden af hende. Og når mændene sætter sig helt ind til vinduet er det i håbet om, at et eller andet skønt kvindfolk sætter sig ved siden af ham, til uforpligtende overgramsning. Men den forklaring er ligesom lidt for let, for dermed insinuerer hun jo at alle mandfolk er nogle liderlige horebukke! Jeg kunne i hvert fald aldrig finde på at overgramse et kvindfolk - ikke engang pille en lille smule ved en velbygget fyr, dertil har jeg for meget pli. Og hvis der kommer en fyr ind i bussen, som ikke kan holde fingrene for sig selv, så ville han nok også kunne finde ud af at komme ind på det inderste sæde; jeg har i hvert fald aldrig oplevet problemer, og altid fået pladsen når jeg har spurgt pænt. Men det kan jo være at Sara har ret, og at kvinder generelt har en unødig frygt og ser spøgelser alle vegne? Måske fordi medierne kun omtaler overgreb på kvinder og aldrig omtaler overgreb på mænd. Måske fordi mænd finder det for pinligt at indrømme at de er blevet misbrugt af en kvinde?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.