Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. februar 2010
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Tungt løb i februar Søndag, 28.02.10

Som man kan forestille sig har der ikke været mange løbeaktiviteter her i februar, da jeg har været i Sydamerika i næste to trediedele af måneden. Og da bagagereglerne ikke tillod mig, også at tage et par løbesko med, måtte jeg ty til svømmepølen på hotellet for at få noget motion. På det sidste hotel i Santiago var der dog også et ganske udmærket fitnessrum, som jeg benyttede mig en del af. Hjemme igen ventede sneen, hvor den havde ligget i nu to måneder. Lad det så være, at jeg er blevet noget forhindret i at løbe, men værre er, at jeg på de ture, jeg trods alt har nået i månedens sidste trediedel, havde uvanligt tunge og sløve ben, og det ligegyldigt om det var på bånd i centret eller de få ture ude i sneen. Så ikke blot har måneden med 37 km budt på færre km end januar, det har også været kortere ture og i et noget langsommere tempo. Jeg bilder mig dog ind at det er eftervirkningerne fra ugerne i Sydamerika, og at det nok skal blive bedre så snart foråret kommer og sneen forsvinder. Men inderst inde er der jo altid en nagende tvivl. Jeg er derfor nødt til at sætte mig nogle mål for øje, og jeg har for nogle få dage siden meldt mig til et 10km-løb i Hyde Park Palmesøndag, ligesom jeg netop har meldt mig som deltager i GayGames i Köln til sommer. Stort set samme distancer som til World Outgames i sommers, blot er 10.000-meteren udskiftet med en landevejs-10er. Den nemme målsætning her vil selvfølgelig være at gøre det bedre end sidste år, men det kan jeg først beslutte endeligt når jeg ser hvordan foråret arter sig. Vigtigst er det dog at jeg atter kan komme med til den store oplevelse, som GayGames vil være!


Styrketræning på Hotel Plaza San Francisco, Santiago de Chile.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.