Der har været diskuteret en del om efterlønnen hen mod slutningen af 2010, og ved nytår lod statsminister Lars Løkke Rasmussen bomben springe, at efterlønnen ikke længere var en hellig ko for Venstre, og at partiet inden for de kommende uger ville fremlægge et forslag om, hvordan man på sigt ville afskaffe efterlønnen. Efterlønnen er jo ikke noget, der har været pillet ved siden daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen gled i sin berømte efterlønsgaranti, men det er klart at man fra tid til anden må tage mere fundamentale principper op til revision fra tid til anden. I de kommende år stiger antallet af både pensionister og efterløn-berettigede, til gengæld falder antallet af erhvervsaktive, og inden for føje år tørrer oliefelterne i Nordsøen gradvist ud. Det vil jo give et dundrende underskud om ikke så mange år, så enhver fornuftig minister ville jo have brugt de forrige ti fede år til at lægge til side til de kommende mange års smalhans. Men ikke ministrene i A/S Danmark, som i stedet har postet penge ud til højre og venstre, i stedet for at spare op til fremtiden.
Nu kan jeg jo i princippet være ligeglad. Jeg har jo altid regnet med en pensionsalder på 67 år, hvorfor jeg stadig har 20 år tilbage inden tilbagetrækningstiden er inde. Hertil kommer, at man jo lagde administrationen af efterlønnen over til A-kasserne, og man koblede efterlønnen sammen med 35 års uafbrudt medlemskab af en sådan A-kasse. Og når jeg ved hvor elendigt min A-kasse administrerer lovgivningen var der ingen grund til at spare op via en A-kasse, med en ikke ringe sandsynlighed for at A-kassen tabte det hele på gulvet ved en teknisk fodfejl. Så jeg har ikke sparet op til nogen efterløn, og forventer naturligvis heller ikke at få del i en sådan. Problemet er så bare, at hvis regeringen har lovet tusindvis af mennesker at de kan gå på efterløn, og de så alligevel ikke får mulighed for det, selv om de har sparet op til det i mange år, hvem skal så betale?