Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. marts 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Strength for stærkere ben Fredag, 25.03.11

Det sidste par måneder indtil jeg var taget til USA, havde jeg omdirigeret mine indkøb på eBay til levering i Lansing i stedet for København, hvilket i sig selv havde sparet mig for måske 1.200 kr. i porto plus hvad jeg måske havde sparet i told, moms og gebyrer, så jeg havde sparet rigeligt til at dække de $25 i afgift for at have indskrevet bagage med ved indenrigsflyvningen i USA - jeg havde jo ikke mere med end at jeg kunne flyve med blot håndbagage til Lansing, hvorefter jeg brugte den ekstra vadsæk, jeg også havde med, til at fragte mine indkøb med videre til Dallas. Som sædvanlig havde jeg købt et righoldigt udvalg af lycra gear, men jeg havde også købt noget mere dagligdags tøj, som jeg så kunne bruge på sidste halvdel af turen. Man kan jo praktisk taget købe alt på eBay, og et at mine mere usædvanlige køb denne gang var et par Strength træningssko. Der er nok ikke nogen, der husker dem i dag, men tilbage i 90'erne så jeg en del reklamer for disse sko, som vel er det mest outrerede man kan komme i retning af sko med minushæl, for der er slet ikke nogen hæl på skoen! I stedet hviler skoene på en henved tre centimeter høj platform, der er monteret fast under fodballen. Jeg havde egentlig primært købt disse sko for at bruge dem i anden sammenhæng, men nu jeg havde købt dem kunne jeg jo lige så godt hoppe i dem, og se hvordan de virkede. Jeg havde dem så på i et par timer i Lansing, og blev faktisk overrasket over, at de såmænd ikke var så vanskelige at styre, som jeg egentlig havde regnet med. Men de er nu ikke gode på trapper, og slet ikke nedad! Ideen med disse sko er, at man hele tiden har kropsvægten på forfoden, og det uden at hælen er løftet, således at man konstant belaster lægmusklerne, uden at de trækker sig op i en knude bag underbenet. Faktisk er skoene slet ikke ubehagelige at gå med, for ens lægmuskler er i forvejen så stærke, at de sagtens kan tage den ekstra belastning uden at kny. Og alligevel tror jeg, at Strength-skoene har en effekt, for efter at have gået med dem i en times tid ved almindeligt indendørs brug, kunne jeg godt mærke, at læggene begyndte at blive trætte. Omend det nok vil gå hurtigere for folk, der ikke har så veltrænede lægge som jeg. Specielt som led i sprinttræning skulle skoene være gode, hvor det er alfa og omega at man har stærke lægge. Jeg mangler dog stadig at gå (eller løbe!) en lang tur i disse sko for at kunne give en mere præcis vurdering af dem.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.