Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. september 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  For ti år siden: Terroristangreb på WTC Torsdag, 01.09.11

Det er aldrig sket, hverken før eller siden, at en enkelt begivenhed har spredt sig over tre direkte på hinanden følgende weblogs. Men en sådan usædvanlig begivenhed indtraf i september 2001, hvor et koordineret terroristangreb omforandrede fire amerikanske rutefly til flyvende missiler og styrede to af flyene direkte ind i World Trade Center på Manhattan, det tredie ind i Pentagon, mens det fjerde var tiltænkt The White House i Washington D.C., inden kaprerne her blev overmandet af passagererne og tvunget til nedstyrtning på en mark i Pennsylvania. Der er vel ikke nogen herhjemme, som ikke ved hvad de foretog sig da de hørte nyheden om angrebet på World Trade Center. Selv var jeg inde og nyde en tidlig aftenpilsner på Mens Bar da en fyr kom ind og meddelte, at nu var tredie verdenskrig startet, for nogen havde angrebet World Trade Center. Det snakkede vi så en del om, men der var ikke rigtig nogen, der troede på det. Da jeg var blevet færdig med min øl tog jeg hjem, og i indgangsdøren derhjemme mødte jeg en af naboerne, der spurgte om jeg havde hørt at World Trade Center var styrtet sammen. Næ, det harde jeg ikke direkte hørt om, men det ville jeg gøre straks, sagde jeg, og gik ind og tændte for computeren. Jeg har jo ikke TV derhjemme, så den næste times tid så jeg Breaking News fra CNN på computeren. I de følgende dage var samtlige massemediers fokus rettet mod Manhattan, men det billede, der nok blev hængende længst for mig var et billede fra ruinerne. Som jeg skrev i min blog den 13. september, tre dage efter angrebet: "Et billede står dog tilbage for mig, og det er billedet af en af de få opretstående murrester fra ruinen. Splittet i to, forvredne og kraftigt hældende, men de står. Som et symbol på noget som ikke lader sig knægte. Det kunne være flot hvis man lader disse murrester stå i det nye center, som et symbol på den terrorisme, som aldrig vil vinde."
Disse bygningsrester kom dog ikke til at indgå i det bygningskompleks, der efter lange snakke mellem ejendomsselskabet, New Yorks Port Authority og bystyret endelig begyndte at rejse sig på Ground Zero da tomten endelig var blevet ryddet nogle år efter angrebet. World Trade Center One er ved at blive bygget, og vil blive endnu højere end de to tidligere to tvillingtårne, men det måske mest bemærkelsesværdige er den mindepark, der er ved at blive etableret. Her skal være et vandfald, hvor vandet konstant løber ned af siderne i det hul, hvor en af gigantbygningerne har stået, der skal være mindetavler for alle de over 3.000 personer, der omkom i terrorangrebene, og der skal være en park, hvor et af træerne bliver et træ, der overlevede angrebet, og dage senere blev gravet frem af ruinerne. Så World Trade Center vil klart være et af de steder jeg skal besøge, når jeg næste år med lidt held skal genbesøge New York.
Dagblog 11. september 2001: Dommedag startede kl. 14.48

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.