Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. oktober 2011
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Arbejdsgruppen om ekspeditioner knopskyder! Lørdag, 29.10.11

Sidste år blev der oprettet en ny arbejdsgruppe for ekspeditioner, da man i UIAA mente man havde reageret for hurtigt, da man nogle år forinden havde nedlagt Expeditions Commissions, da man stadig havde behov for et samlende organ for ekspeditionsmæssige aktiviteter. Ønsket om en genoptagelse af ExCom blev især rettet fra landene omkring Himalaya-bjergkæden, hvis organisationer som oftest stod rimelig svagt, med yderst begrænset indflydelse på regeringsmagten i de store lande som Indien, Pakistan og Kina. Derfor kunne jeg med glæde konstatere, at der blev oprettet en ny arbejdsgruppe om ekspeditioner, og så måtte gruppens arbejde vise om arbejdsgruppen senere skulle ophøjes til en genoptagelse af Expeditions Commission. Den nye arbejdsgruppe bliver styret af klatrekoryfæet Doug Scott, den hidtidige præsident for Medical Commission Buddha Basnyat, og Frits Vrijlandt fra den hollandske bjergklub VKBV. En af de ting, som arbejdsgruppen har taget fat om, er, at samle alle de nødvendige oplysninger om bestemte, udvalgte og specielt populære bjerge, for derved at gøre en bestigning af disse lettere. De oplysninger der samles er blandt andet en beskrivelse af den mest anvendte rute på bjerget, en omtale af Base Camp forhold samt en beskrivelse af ruten ind til Base Camp. Naturligvis er der også information om redningsforhold og affaldshåndtering, ligesom der også er et lille medicinsk kompendium om, hvilke ting man skal tænke på ved en bestigning af bjerget. Foreløbig er der offentliggjort sådanne beskrivelser for to bjerge, med Island Peak (Imja Tse) som repræsentant for et relativt let bjerg, der kan bestiges uden de større problemer med tilladelser og lignende, men et bjerg, der alligevel ikke skal undervurderes. Det andet bjerg der er beskrevet på denne måde er Denali (tidligere Mount McKinley), som repræsentant for et teknisk nemt bjerg, men hvor afstande, rutens længde og vejrforhold alligevel gør en bestigning af Denali til en temmelig seriøs affære.
Denne arbejdsgruppe har samtidig været anstødsstenen til at oprette endnu en ny arbejdsgruppe, denne om Traditional Climbing. Dette set i lyset af det altoverskyggende fokus på sportsklatring på både indendørs klatrevægge og udendørs ægte klipper. Metoderne flytter med ud, for hvor alle ruter tidligere blev bygget på indendørs klatrevægge ser man i stigende omfang at ruter bygges på den naturlige klippe. Et er, at der ukritisk bores bolte i klippen på steder, hvor der er righoldige muligheder for naturlig sikring, men disse aktiviteter bliver i stigende omfang billiget af både klatrere og gæster. Denne stigende tendens giver i sig selv mindst to problemer, for dels giver overdreven boltning ofte problemer med de lokale myndigheder, med risiko for klatreforbud til følge, og dels fratager det klatrere muligheden for at klatre på traditionel vis, med de risici det indebærer. Naturligvis var det Doug Scott, der var initiativtager til også denne arbejdsgruppe, og i lighed med den anden gruppe vil det med tiden vise sig, om denne også har mulighed for at udvide sig til en egentlig kommission.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.