Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. juni 2012
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Folketinget godkender nu homoseksuelle ægteskaber Torsdag, 07.06.12

For over tyve år siden var Danmark jo et foregangsland, når det drejer sig om ligeberettigelse for homoseksuelle, idet vi dengang indførte registreret partnerskab som et skridt på vejen til mulighederne for, at alle kan have ret til at indgå ægteskab. Men siden hen er processen jo gået i stå, og Danmark er blevet overhalet både højre og venstre om af andre lande, der ikke har set nogle problemer i at to homoseksuelle gifter sig. Typisk dansk fodslæberi! Men noget kunne tyde på, at det har hjulpet, at vi har fået en ny regering, for Folketinget har i dag besluttet, at homoseksuelle skal have ret til at gifte sig, på lige fod med alle andre danskere. Hvilket trods mange års sendrægtighed må siges at være en historisk beslutning. Forud har gået en langtrukken debat gennem det sidste halve år, men anført af vores ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen, har regeringen sørget for, at beslutningen ikke bliver truffet på et ukvalificeret grundlag. En vielse er jo en sag, der vedrører både det kirkelige og det verdslige, så det er godt at se, at kirken også har været med til at beslutte, hvordan det skal ske. Det kan godt være, at det er Folketinget, der skal fastsætte lovene, men det er godt at det er kirken, der bestemmer hvordan vielsen skal forløbe. I et halvt års tid har otte af landets ti biskopper diskuteret hvilke tekster der skal bruges til vielsesritualet. Hvilket også er en god ting, for når en præst kan nægte at vie homoseksuelle hvis det strider imod hans egen overbevisning vil det jo være naturligt, hvis en biskop af samme årsag ikke vil være medunderskriver af det nye vielsesritual. Så navnene Lise-Lotte Rebel fra Helsingør Stift og Steen Skovsgaard fra Lolland-Falsters Stift vil ikke være at finde på det nye ritual, som her på mandag bliver overdraget til Manu Sareen. Den tre timer lange debat i Folketinget var både lang og heftig, især oppisket af Dansk Folkepartis medlemmer, hvilket er det eneste parti, hvor samtlige medlemmer er modstandere af at give homoseksuelle ret til at blive viet. For Venstre og Konservative var en trediedel af de fremmødte medlemmer mod forslaget, men ellers var der blandt alle øvrige partier opbakning for beslutningen. Ialt var 85 medlemmer for beslutningen, mens kun 24 var imod. Loven vil have virkning fra 15. juni.
Afstemningsresultatet i Folketinget

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.