Navigation:    
Start  >  Blog 
> 19. oktober 2013
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Billigt er ikke nødvendigvis godt Lørdag, 19.10.13

Hver anden dag går jeg den sædvanlige tur fra postkassen til papirkurven med dagens høst af reklamer, og et par gange om måneden går jeg også turen ud i baggården for at tømme papirkurven i affaldscontaineren. Selvfølgelig kunne jeg også bare få skiltet med 'Nej tak til reklamer' på postkassen, men det sker trods alt et par gange om året at der kunne være interessante tilbud blandt stablen af reklamer fra butikker, der ligger alt for langt væk fra hvor jeg bor til at kunne være attraktive. Men folk labber det i sig, for der er vel ikke nogen, der siger nej til et godt tilbud? Eller er det nu også så godt? Jeg har tidligere her i denne klumme causeret over lavpris-flyselskabernes billige tilbud på at flyve på tværs af Europa for under en hund eller over Atlanten for en tusse, for det kræver jo blot at man forbereder sig på skulle stå op midt om natten og bruge en formue på at komme til en fjernt beliggende airstrip fordi flyselskabet ikke har råd til ordentlige flyvetidspunkter fra en vel beliggende lufthavn. Og når så endelig man er nået frem til denne airstrip bliver man bedt til kasse hvis man også ønsker at få sin kuffert med eller ønsker at betale med kreditkort. Og i øvrigt må påregne hotel og taxaudgifter for at kunne komme hjem igen fra en tilsvarende fjernt beliggende airstrip.
Tilsvarende tanker kan jeg også gøre mig når jeg hører om de millioner af mennesker, der efterhånden har fået sig en profil på Facebook eller en konto på Twitter, Instagram eller hvad nu disse mange sociale netværk kalder sig. Hidtil har jeg bare betragtet disse hjemmesider som uskadeligt tidsfordriv, hvis største risiko er at stjæle for meget af ens tid, eller penge hvis man går på tjenesten over sin mobiltelefon. Men med de mange millioner brugere der er af disse tjenester kan det ikke overraske nogen hvis ejerne af disse hjemmesider forsøger på at få en økonomisk spin-off effekt af deres produkt, og det er selvfølgelig brugerne der skal betale, eller i det mindste belemres med unødvendige reklamer. Normalt har disse reklamer heldigvis været placeret ude på siden af det man egentlig går ind på siden for, men senest er det set at reklamerne dukker op som en indgående besked i feltet på lige fod med meddelelser fra vennerne, hvor man som regel har paraderne nede.
Så næste gang du får et tilbud der lyder for godt til at være sandt, så tænk lige en gang mere, om ikke tilbudet måske var for godt til at være sandt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.