Vi smider alt for meget ud herhjemme i dagligdagen, og her tænker jeg ikke så meget på de læssevis af affald, der bliver smidt på gader og veje herhjemme, selv om det i sig selv er galt nok når folk tilsyneladende aldrig har lært at rydde op efter sig selv. Næ. jeg tænker mere på de mange ting, der nærmest er forprogrammeret til at blive smidt ud inden for en overskuelig fremtid. For tit og ofte virker det som om, at så snart en vare er blevet solgt, så gælder det om, at forbrugeren hurtigst muligt slider artiklen op så den kan blive smidt ud så man hurtigst muligt kan købe en ny igen. Til trods for at mange af disse ting i forvejen har kostet hele eller halve formuer, så varer det sjældent mere end et halvt år før der er kommet en ny model, som man absolut ikke kan klare sig uden - nævnte jeg noget om mobiltelefoner? For selvfølgelig er der mange gode ting, som blot har behov for en 'snildert' for at man kan få glæde af tingen mange år endnu. Hvis det altså kan betale sig at reparere varen, for ofte er det både nemmere og billigere at købe en ny udgave, og så bare smide den gamle væk. Men vi er da heldigvis nogle stykker, som sætter pris på de ting vi har og gerne vil ofre lidt på at give tingen et nyt liv.
Vistnok tilbage i 1989 købte jeg en langrendsdragt i en flot rød og dybblå farve, som var dragten for det norske langrendslandshold i 1988, og den havde jeg allerede fra starten af sat pris på. Men som det ofte går med den slags dragter gik lynlåsen i stykker, men jeg syntes alligevel det var synd at smide den ud, for måske jeg på et tidspunkt bare kunne skifte lynlåsen ud. Måske, ja, og måske på et tidspunkt, men det tidspunkt kom aldrig, og i mellemtiden lukkede lynlåsbutikken på Frederiksberg, hvor man den gang kunne købe den nødvendige lynlås til selvreparation. Men folk gider ikke længere reparere deres eget tøj, og med tiden havde jeg ikke bare brug for en lynlås, men også for nogen, der kunne reparere dragten for mig. Jeg havde med andre ord brug for en skrædder, og sådanne ser man jo heller ikke længere i gadebilledet. Men for nogle uger senere kom jeg tilfældigvis forbi en skrædder, som faktisk kun boede få gader væk. Om hun kunne skifte min lynlås? Jo, det kunne hun vel nok, så hvis jeg kom forbi ville hun da lige kigge på det. Så jeg gik hjem og hentede min norske langrendsdragt plus de to andre dragter jeg også havde med ødelagte lynlåse. Og mindre end en uge senere kunne jeg hente dragterne igen, nu med nye velfungerende lyslåse. Det er altså rart at der stadig findes folk, der kan skabe sig en levevej ved at reparere andre folks tøj der er gået i stykker. Når man nu ikke selv kan gøre det!

Min Team Norway langrendsdragt,
der nu er kommet til ære og værdighed igen.