Navigation:    
Start  >  Blog 
> 31. oktober 2017
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Det højere tempo er realistisk! Tirsdag, 31.10.17

Jeg satte mig jo selv forrige måned på den opgave, at løbe de sædvanlige 2,2 km på 15 minutter hos fysio'en, og det lykkedes næsten, for jeg havde jo ikke taget højde for at et løbebånd også skal bruge noget tid på at komme i gang, ligesom det med stigende hastighed konstant bliver sværere at ramme kontakten længe nok til at jeg kan skrue tempoet op. Så min hurtigste tid på de 2,2 km blev kun på 16 minutter rent, men til slut var det lykkedes mig at komme op i 6:36-tempo, et tempo der faktisk lugtede lidt af gamle dage, da det svarede til et marathon-tempo på 4 timer og 38 minutter. Selv om jeg i dag jo ikke en gang kunne løbe en kilometer i det tempo! Men det lod altså til, at den måling jeg måneden før havde foretaget i Furesøparken ikke var helt ved siden af. Den hurtige tid inspirerede mig åbenbart også til at få gjort lidt mere ved løberiet. For det smittede tilsyneladende af på alle mine løbeture, eftersom jeg fik løbet mere end jeg skulle, for mens jeg i oktober forrige år kun fik løbet 20 km kom jeg i oktober dette år op på 33 km, hvilket kan læses som det samme som den måned i år hvor jeg fik løbet mest, omend det på grund af afrunding faktisk var 700 meter kortere end i maj. Men jeg skal dog alligevel ikke lægge for meget i det, for jeg fik jo ikke mit løbeur med mig da jeg forrige måned tog hjem fra New Jersey. Så i mangel af bedre må jeg nøjes med den stopursfunktion der ligger i min mobiltelefon, og den kan jeg ikke bare sætte på hold. Så når jeg er hjemme igen venter arbejdet med at skelne mellem de to mellemtider jeg tager når jeg stopper løbet for at tage billeder og de mellemtider der er faktiske mellemtider. Men trods disse usikre tider har jeg alligevel løbet både den lange Raadvad-tur og den krævende Hareskoven-tur på under 10 min/km. Og med et registreret gennemsnitstempo på 8:21 lader det til, at denne måned var den hidtil hurtigste i dette år. Og månedens tre ture i fysio'en udgjorde kun 20% af samtlige de km jeg løb denne måned, så det er tilfredsstillende, at denne måneds resultat primært stammer fra "rigtigt løb".

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.