Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. februar 2018
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Familiesammenførsel skal kun være for de rige og veluddannede Lørdag, 10.02.18

Måske jeg ikke har det kritiske blik på flygtninge, der i nogens øjne formerer sig som rotter, men at Socialdemokratiet også skulle ønske at sætte forhindringer op for flygtningefamilier havde jeg godt nok ikke forventet. Den slags har jeg altid ment var noget det hørte den blå blok til, eller i det mindste det menneskefjendtlige Dansk Folkeparti. Men nu taler Socialdemokratiet om, at udlændinge, der bor i ghettoområder, ikke skal have lov til at få familiesammenføring. Og det kan man jo synes om hvad man vil, men kan man så ikke i det mindste sørge for, at det er nogle korrekte lister man går ud fra. Regeringen havde for få dage siden opdateret listen over, hvad man kalder ghettoområder i Danmark, hvilket vil sige steder, hvor der er en uforholdsmæssig stor andel af personer udenfor arbejdsmarkedet, personer på overførselsindkomst, personer med lav uddannelse eller generelt blot lave officielle indtægter. Men aldrig så snart var denne nye ghettoliste blevet præsenteret før den blev imodsagt, for der var adskillige ghettoområder, hvor det slet ikke var så galt, som listen angav. Blandt andet et område i Københavns Nordvestkvarter, hvor kommunen med held havde fået sat mere gang i ungdomsuddannelsen, så de unge kunne få en uddannelse, de kunne bruge til noget, og ikke bare hænge på gaden. Det viste sig så, at de data, som regeringen havde lavet den nye ghettoliste efter, i flere tilfælde var gamle lister, som tilsyneladende i visse tilfælde ikke længere var aktuelle. Så kan det være svært at forstå, at man fra regeringens side kalder det en ny revideret liste, for revisionen har tilsyneladende slet ikke været forbi. Så er det ikke bare tale om, at regeringen ønsker at kaste mere ved på bålet - og at Socialdemokratiet blot hyler med sammen med de ulve de er iblandt? Hvis man ønsker at lave sådannne stramninger, kan man så ikke bare sige det ligeud i stedet for at komme med forblommede Nysprog-betegnelser?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.