For henved en halv snes år siden var jeg i England, hvor jeg blandt andre hyggelige aktiviteter købte en stabel DVD'er så jeg havde noget at fordrive tiden med når jeg var hjemme og havde et par timer som skulle slås ihjel - som her i nytårsdagene. En af de DVD'er jeg købte var filmen Sunshine, som jeg regnede med var en almindelig banal katastrofefilm, og som jeg også havde set opslag om i Imperial, men filmen blev taget af tapetet længe inden jeg fik taget mig sammen til at se den - og det var der måske en årsag til. Sunshine blev udsendt på det tidspunkt, hvor det blandt filminstruktører var på mode at løse alle verdens problemer med massive atombomber - læs Deep Impact og Armageddon. Men i Sunshine er det ikke vildfarne asteroider og meteorer, der skal have et pulver. Næ, det er Solen, der er ved at løbe tør for brændstof og derfor skal genstartes med en atombombe. Selv om videnskaben mener, at Solen har brint nok til de næste fire-fem milliarder år, og i øvrigt på det tidspunkt vil begynde at brænde helium af, hvilket vil give helt andre udfordringer! I Sunshine følger vi rumskibet Icarus II på dets vej mod Solen, efter at dens forgænger Icarus (I) nogle år tidligere var sendt afsted med samme mission, men forsvandt inden den nåede Solen. Så vi prøver igen med et nyt rumskib og en ny atombombe. Beskyttet af en enorm varmeskærm kæmper rumskibet sig op mod solvinden, hvilket naturligvis kunne give udfordringer hvis rumskibet bliver slået ud af kurs. Men selv om man kan tænke sig at sådanne highlights naturligvis må laves i studiet med righoldig brug af CGI formår Sunshine ikke på noget tidspunkt at virke realistisk. Og med det sæt af skuespillere der befolker Icarus II og I (som vi naturligvis også skal forsøge at finde efter der er blevet foretaget en fejlkalkulation), og som mere giver indtryk af at være en gymnasieklasse på udflugt og ikke de videnskabsmænd og forskere de illuderer, kan det være svært at betragte filmen som seriøs. Undervejs forsøger filmen også at lave et spin-off på Rumrejsen år 2001, men ofte virker det mere som om filmstrimlen i stedet har sat sig fast i projektoren og smelter under varmen. Hvilket jo heller ikke vil være utænkeligt når man er så tæt på Solen. Jeg husker nu, at jeg havde forsøgt at kæmpe mig igennem filmen dengang jeg købte den, men den gang måtte jeg afbryde den fordi den blev for kedsommelig og urealistisk. Denne gang kæmpede jeg mig igennem alle filmens 103 minutter, men det blev den nu ikke bedre af!