Navigation:    
Start  >  Blog 
> 10. januar 2020
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En mekanisk løbetur Fredag, 10.01.20

Det er nu over et halvt år siden at jeg har foretaget en rigtig løbetur (i Dyrehaven), og ture på løbebåndet har der heller ikke været nogen af siden slutningen af juni. Men det overrasker mig jo heller ikke, for siden jeg fik foretaget den knæoperation har jeg knap nok kunnet gå uden krykker. Ganske vist lader det til at jeg efterhånden kan gå uden problemer (og uden krykker) så længe det er indendørs, men når jeg skal bevæge mig udenfor føler jeg mig tvunget til at tage krykkerne med. Og så længe jeg ikke føler mig sikker nok til at gå udendørs uden krykker vil det nok være for risikabelt for mig at forsøge mig med at løbe. Jeg har derfor i de seneste uger overvejet, om ikke det ville være en god idé at forsøge mig med at gå på det løbebånd de har der hvor jeg er til rehabilitering. Hvilket jeg så havde sat mig for her i juledagene. Men den ferieafløser der var på posten i stedet for min sædvanlige fysioterapeut mente ikke det ville være en god idé som forsøg på at komme tilbage til løbet igen, og foreslog i stedet en anden maskine, som jeg godt nok havde set før, men som jeg aldrig selv havde prøvet. (Hvilket jeg i går fandt ud af blev kaldt en Crosser). Hvorvidt afløseren havde ret i den påstand vil jeg lade være usagt, men i det mindste bragte den mig sved på panden, hvilket er noget, som jeg ikke har haft i lang tid. Så noget må den vel være god til. Faktisk mindede de bevægelser jeg skulle udføre temmelig meget om en løbestil, jeg ikke har haft i lang tid, for jeg blev på maskinen tvunget til at 'løbe' med lange strides, og min trinlængde har jo i de senere år været generende korte. Til gengæld er Crosseren nok mere skånsom for mine knæ da jeg ikke har de sædvanlige tunge landinger på hælen, som jeg ellers normalt har når jeg løber. Så hvis jeg vænner mig til denne Crosser skal jeg ikke afvise at jeg burde bruge den noget oftere og gerne også på længere etaper. Jeg har nu 'løbet' på Crosseren tre gange og er gradvist kommet op på at kunne bevæge mig 750 meter på den. Hvilket så har taget 7m32s. Hvilket helt klart tyder på at jeg skal bevæge mig væsentligt hurtigere hvis jeg skal bruge den maskine til noget. Og samtidig bekræfter den også, at min kondition er helt af h...... til. Men hvad kunne jeg ellers forvente efter et halvt års pause?

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.