Navigation:    
Start  >  Blog 
> 16. april 2023
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Resultatet af porteføljen for det afsluttede år Søndag, 16.04.23

Jeg har tidligere haft en aktiepost i Danske Bank, dengang jeg havde lidt overskydende penge og ville placere dem et sted, hvor jeg ikke så let kom til at formøble dem, da jeg jo ikke bare kunne fyre dem af med dankortet. Men det er vel en halv snes år siden fordi jeg af min bankrådgiver blev rådet til at sælge disse aktier, selv om de to gange havde givet mig mulighed for at købe supplerende aktier til en billig penge takket være en aktieudvidelse. Men det var trods alt bedre at de dengang kunne trække renter i stedet for at jeg blot kunne håbe på kursstigninger. Så efter at jeg i måske en halv snes år ikke havde haft aktier i mit depot ændrede jeg på det da jeg i april 2021 købte aktier i Københavns Lufthavne. Ganske vist på et tidspunkt hvor aktiekursen var noget nær i top, men jeg lærte derved på den hårde måde hvornår jeg skulle købe mine aktier. Det år tabte jeg 3.189 kr. ved kursfald, men jeg har endnu ikke haft planer om at sælge mine lufthavnsaktier. I 2022 steg de trods alt 400 kr. i kurs, og det år udvidede jeg min portefølje med først Novo Nordisk, og de følgende måneder tillige med Royal Unibrew og Vestas Wind Systems. Så i 2022 gik det noget bedre for mig på aktiemarkedet, omend jeg ikke helt kunne genvinde det tab jeg havde haft i 2021, idet årets samlede kursgevinst blev 2.807 kr. da der var gevinst over næsten hele min portefølje, med undtagelse af Royal Unibrew. Den er dog steget en del i indeværende år, men jeg har fortsat ikke planer om at sælge min beholdning. Derimod kan det være at der kommer nye aktier i min portefølje, da jeg for nylig har sat et beløb af til kommende investeringer. Novozymes og Genmab står begge i foyer'en for mulig optagelse, og jeg havde da også overvejet UBS når nu jeg ikke længere kan have min bankkonto i Schweiz og ikke kan retfærdiggøre den når jeg ikke længere er i Schweiz hvert år. Men jeg synes nu ikke det er tidspunktet at købe udenlandske aktier på - og slet ikke i schweiziske banker efter den polemik der for nylig har været med Credit Suisse. Så indtil videre vil jeg nok lade mig stille tilfreds med danske aktier, det er jo ganske hyggeligt at lege fondsmægler ind imellem.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.