|
|
Påskefrokost hos Esben - igen
|
Lørdag, 19.04.25
|
I mellemtiden var det blevet påske, og det betyder også at jeg var blevet inviteret til Ganløse for at være med til den traditionelle påskefrokost hos Esben. Rejseplanen foreslog at jeg skulle tage toget til Kildedal, hvorfra bussen ville køre til Ganløse. Foreslog Rejseplanen, men da jeg nåede ned til stoppestedet viste tavlen, at bussen ville køre om 58 minutter. Og da der var timedrift på den linie kunne jeg udlede at bussen var kørt for snuden af mig! Heldigvis var der dog en bænk jeg kunne vente ved, så jeg belavede mig på at skulle vente en time før jeg kunne komme videre til Ganløse. Ved nærmere eftertanke mente jeg at kunne huske, at bussen det foregående år var lige ved at køre da jeg kom ned, så noget kunne tyde på at de havde beregnet en lige lovlig kort skiftetid på Kildedal! Men med næste tog kom en kvinde, som jeg kendte fra tidligere påskefrokoster, og hun havde aftalt at blive hentet her af en af de andre. Så jeg kunne køre med hende til Ganløse hvis der var plads i bilen - og der var der heldigvis, så uden større forsinkelse kom jeg trods alt alligevel til Ganløse. Vel fremme blev der dækket op med alt man kunne ønske sig - min andel af gildet var ost, druer, peberfrugt og kiks, som det også plejede at være; så havde de andre stået for drikkevarer og de øvige retter. Så det blev en hyggelig eftermiddag, hvilket det også plejede at være. Inden vi gik videre til de lune retter var der også en lige så obligatorisk travetur i nabolaget. Her kunne de andre huske, at jeg forrige år havde siddet over på grund af mine vandremæssige udfordringer, men så affældig mente jeg ikke jeg var for tiden, så jeg foreslog at vi gik over til legepladsen (så der ikke var alt for langt væk), og det gik faktisk okay. Tilbage i Esbens hus fortsatte vi med de lune retter indtil vi nåede den store finale, som var den hjemmelavede frugtsalat, det er jo altid rart når man kender menuen på forhånd. Ud på aftenen var der opbrud, og da der også var andre der skulle ned til stoppestedet ved Måløvvej gik jeg lidt tidligere så jeg havde tid til at trave ned til bussen. Og det hele gentager sig vel også igen næste år.
|
|