Navigation:    
Start  >  Blog 
> 27. april 2025
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Muskelfibrene har betydning for balancen Søndag, 27.04.25

Jeg nævnte i min blog tidligere på måneden om, at min avis havde en artikel om ældre personers kalamiteter med uventede fald, og at jeg nok ville vende tilbage til dette emne i nær fremtid - og denne nærmere fremtid er kommet nu, for i avisens tillæg Otium, som jeg har fundet frem til, nævnes det, at når man har rundet de 50 år er det på tide at checke efter, om kroppens stillads, skelettet, fungerer som det skal - og hermed tænkes specielt på osteoropose, som hermed ikke menes et specielt lagret mælkeprodukt men knogleskørhed. Fordi knoglevævet nedbrydes med stigende alder, og dermed følger risikoen for knoglebrud som følge at et stigende antal fald. Ældrelæge Gustav Gade fra Aalborg Universitetshospital mener, at sådanne fald kan være tegn på, at personen er presset på sundheden, og han nævner som eksempler på dette, at man begynder at gå langsommere og man skal søge læge hvis man er faldet én gang, har været besvimet, har haft gangbesvær, er bekymret for at falde eller oplever svimmelhed. Og af disse faktorer har jeg kun haft mine tidligere fire faldepisoder at se tilbage på. Men kan vel også nævne, at jeg ved mine regelmæssige løbeture ikke har været i stand til at løbe hurtigere end 10 min/km siden mine knæoperationer.
Hvilket fører mig frem til en tre måneder gammel artikel, hvor en mand i 70'erne beder Bente Klarlund Pedersen om råd til det samme. Bente er professor ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, og selv om jeg ikke er 70 endnu kan jeg vel godt bruge hendes vejledning. Hun starter med at fastslå at vi har to typer muskelfibre, hvor type 1 er vigtige for udholdenheden og type 2 er vigtige for hastighed, styrke og for hurtigt at kunne stillingskorrigere. Type 2 er bedst til den umiddelbare situation, men det er desværre også den type der nedbrydes hurtigst med stigende alder. Hun bekræfter at et balancebræt er en god ide, og sådan et har jeg herhjemme, og hun giver også gode tip til hverdagsaktiviteter. For eksempel at hun står på ét ben når hun børster tænder, og skifter derefter til det andet - og hvis det er for svært kan man holde fast i vasken. Andre udfordringer er at tage sokker og bukser på stående, trække en bluse over hovedet mens man står på ét ben eller rejse sig fra stolen uden at bruge hænderne - og hvis dette er for let kan man blot lukke øjnene!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.