Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. april 2025
 
Foregående    Index    Dette tema 

  En usædvanlig svag april Onsdag, 30.04.25

På det seneste har det været noget skralt med hvad jeg har været i stand til at løbe, for jeg har brugt mere tid på dagligdags ting end jeg på det seneste har været vant til. Og så spiller det også ind at jeg her i denne måned har deltaget i en række aktionærmøder for at høste mine frugter af de investeringer jeg har foretaget for at placere mine få midler i nogle fornuftige foretagender. Alligevel burde det ikke have været noget problem for mig at løbe 18 kilometer her i denne måned, hvilket var min spagfærdige målsætning - men faktisk har jeg kun løbet halvdelen af dette begrænsede mål, selv om jeg her i april har fået løbet tre gange. Ligesom i de foregående måneder har mit løb været i mindre omfang, specielt fordi jeg en af dagene løb et tur i min lokale park, hvor selv fire runder ikke giver mere end 1800 meter. Forrige måneds episode, hvor jeg var så uheldig at falde og lande direkte ned på mine knæ har dog ikke haft nogle langvarige effekter så der er tilsyneladende ingen større skade sket. Men alligevel begyndte denne måned med to ugers inaktivitet, hvilket selvfølgelig er beklageligt. Således har jeg her i april, kun fået løbet 9 km, hvilket ikke bare var mindre end de 14 km jeg havde sat som denne måneds målsætning, men også mindre end de 11 km jeg har sneglet mig igennem i de foregående måneder. Så jeg tør knap nok forestille mig hvad det kan blive til i den kommende måned.
Og det var ikke bare mine løbeaktiviteter der lå på et meget lille sted i den seneste måned, for heller ikke her i april fik jeg brugt motionscentret til andet end min ugentlige afvaskning, selv om jeg for nylig har lært at regelmæssig muskeltræning måske kan forebygge de uventede fald, som jeg desværre har oplevet fire gange i det forløbne år. Heldigvis har disse fald ikke medført nogle varige men, men alligevel er det da noget jeg gerne vil forebygge, hvilket jeg sætter som en opgave at vende tilbage til i maj. Herudover har jeg heldigvis ikke de større planer for aktiviteter, så der burde da være en mulighed for at jeg kan frekventere motioncentret lidt hyppigere, men der bliver nok desværre ikke så meget mere løb i maj end april havde givet mig, for hver gang jeg har været ude og løbe bruger jeg længere og længere tid på at restituere mig efter løbeturen. Jeg havde jo tænkt mig at lave en løbetur i dag på månedens sidste dag - men selv om det var to dage siden jeg havde løbet var det åbenbart for kort løbepause.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.