Ture i 00'erne

[17-09-2000] - Min sag mod A-kassen havde efterhånden varet over to år og kom heller ikke til nogen afslutning dette år. Dansk Bjergklub kunne fejre 50-års jubilæum det næste år, så jeg var indblandet i klubbens planlægning af en jubilæumsekspedition, som skulle gå til Østgrønland. Under et af de fælles planlægningsmøder lærte jeg Jacob Klaris-Jensen at kende, da han som mig også havde mere interesse i sne og is end klippe. Men da næsten alle de andre interesserede kun havde lyst til klippeklatring ændrede ekspeditionens fokus sig fra at være en ekspedition i sne og is med potentielle nybestigninger til et nyt fokus på lange svære klipperuter. Så i efteråret meldte Jacob og mig os fra ekspeditionen men bibeholdt kontakten for at søge eventyret andetsteds. For mig blev det således til tre korte ture i Alperne, som jeg primært gennemførte med Jacob. I slutningen af juli var Jacob en uge i Chamonix sammen med sin klatremakker Jakob Urth, og jeg var blot dernede for at hilse på, og hvor jeg med Jacob gjorde et bestigningsforsøg på Tré la Tête men kun fik besteget en mindre top. Vi spillede dog rigtig godt sammen, og da vi kom ned stod det klart at vi snart skulle på tur sammen igen. I august var jeg med Erik Storm på en weekendtur til Saastal hvor vi fik besteget Monte Moro og Joderhorn, og i september var jeg igen afsted med Jacob på en åben weekendtur til Pitztal, som fire andre bjergklubsmedlemmer også deltog i. Planen her var for de flestes vedkommende at bestige Hinterer Brochkogel, men bestigningen af det bjerg måtte afbrydes på grund af optrækkende uvejr. Derimod lykkedes det for de to Jacob'er at bestige Wildspitze, som er Tirols højeste bjerg.
Se mere på En weekend under Wildspitze

Næste