Navigation:    
Start  >  Nyheder  > 25. januar 2016
 
 Uploaded 25-01-16  

Seneste nyheder:

25. januar 2016 Iran på vej mod et nyt turist-boom.
  Den 17. januar blev en række internationale sanktioner mod Iran fjernet, således at landet kan genindtræde i den globale økonomi. Det afgørende skridt for at kunne opnå dette indtraf efter at Iran havde sendt et skib lastet med højt beriget uran til Rusland, således at Iran dermed havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til den aftale, der blev indgået med en række vestlige lande i Wien den 14. juli forrige år.
I og med at mange af disse sanktioner dermed bliver ophævet betyder det også, at Iran igen kan få adgang til de omkring 100 milliarder dollars, som Vesten har indefrosset i banker og finansinstitutter. Så når Irans præsident Hassan Rouhani i næste uge tager til Frankrig for blandt andet at besøge Airbus-virksomheden i Paris, vil han have den helt store pengepung med.
For efter ti år med sanktioner på indkøb af en masse forskellige ting, herunder fly, forventes det, at Irans præsident Hassan Rouhani Iran vil indgå en aftale med flyproducenten Airbus om køb af 114 fly, herunder otte stykker af den nye superjumbo Airbus A380.
Det nationale flyselskab Iran Air har 45 fly i selskabets flåde, og gennemsnitsalderen er på næsten 27 år. Iran Air har blandt andet to Boeing 747-fly, der er op til 38 år gamle. Siden 1980 er der gået 1.200 menneskeliv tabt som følge af flyulykker med fly tilhørende selskaber i Iran. På EU´s sorte liste over flyselskaber med flyveforbud i Europa finder man stadig også Iran Air. Alle selskabets fly har forbud mod at flyve til EU-lande med undtagelse af 10 fly af typen Airbus A300 og to fly af typen A310. Listen er senest opdateret den 10. december 2015.
Hidtil har en direkte flyrejse fra København til Teheran ikke været mulig i fire år, og den bedste forbindelse har Austrian Airlines haft med blot et enkelt flyskift i Wien. Om de nye indkøb af fly kan medføre at man kan stige ombord i et Iran Air fly direkte i København er det dog ikke muligt at sige på nuværende tidspunkt, for det kræver i første omgang at Iran Air bliver taget af den europæiske sorte liste over flyselskaber, der ikke har lov til at flyve til Europa.
Men allerede fra den 3. marts åbner det private luftfartsselskab Mahan Air en direkte rute fra Kastrup til Teheran - men om det bliver til den gamle Mehrabad Airport eller den nye Emam Khomeini Airport kan jeg dog ikke på nuværende tidspunkt udtale mig om. Men der er ingen tvivl om, at Iran bliver en ganske lovende rejsedestination i fremtiden, og derfor har jeg også valgt byen Esfahan som temaet for denne måneds galleri.
Januar måneds galleri: Et portræt af Esfahan



  Tidligere nyhedsbreve:
2015 Nyhedsbreve 2015.