Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2001 
> 10. jul. 2001
   

  Myldretid i Zermatt Tirsdag, 10.07.01

Det har siden 1984 været en tradition, at jeg skulle have en gang morgencomplet på TeaRoom Glacier når jeg var her i Zermatt. Men denne tradition er hermed slut, da stedet nu er lukket og omdannet til bistro. Så i stedet blev det Hörnli på den anden side af gaden. Zermatt er en underlig by. Reklamerer sig som bjergby, men jeg har ofte det indtryk at man som bjergbestiger kun tolereres da man derved hjælper turistkontoret med at give byen et præg af autencitet - det er nok derfor jeg foretrækker at ligge i Randa frem for i Zermatt. Og siddende her kl. halv ni på første sal med udsigt over hovedgaden ser man tydeligt hvad det drejer sig om. I hundredvis af japanere pisker frem og tilbage med guider og store kufferter. Mange i skarpt trav i retning mod banegården, og der er flere fortravlede mennesker her end i myldretiden derhjemme. Underlig måde at holde ferie på! Nå, men jeg fik da opstøvet byens eneste netcafé og erfarede at sikkerhedssystemet ikke ville give mig adgang til min ftp-server. Så derfor: ingen friske uploads i denne omgang.

Foregående     Næste