Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2001 
> 18. jul. 2001
   

  En lille top er bedre end ingen top Onsdag, 18.07.01

Som nævnt havde det været vor agt at gå op og græsse lidt på Nadelgrats østskråninger, men efter søndagens heftige regnvejr var det nok tvivlsomt om det var så tilrådeligt endda - hytteværten frarådede kraftigt enhver aktivitet deroppe, og selv guiderne holdt sig væk i øjeblikket. Der var faldet en halv meter sne om søndagen i højden, og der var stadig en vis risiko for sneskred. Men så er det jo heldigt at der er andre topmuligheder fra hytten, ganske vist ikke nær så høje, men en lille top er jo altid bedre end ingen top. Så vi pønsede optimistisk på at lave en overskridning af Gross Bigerhorn (3626m) og Balfrin (3795m), og så kunne vi undervejs også tage Klein Bigerhorn (3188m) med. Det burde være en overkommelig opgave, men i løbet af natten faldt der yderligere en halv snes cm sne, og det gjorde tingene lidt mere komplicerede. Begge Bigerhörner er en normalt ukompliceret gratrute, bestående af store klippeblokke, men iklædt et lag af nysne var det alligevel et besværligt terræn at tage sig op igennem. Vi skød snart en hvid pil efter Balfrin, og som vi nærmede os passet mellem de to Bigerhörner kunne vi se at vi kun kunne nå den lille hvis vi ville ned i dalen samme eftermiddag. Vi kunne dog allerede herfra overskue Nadelgrats østskråninger, hvor adskillige friske lavinespor talte deres tydelige sprog. Det var ikke i disse dage vi skulle bestige Nadelgrat. Men Klein Bigerhorn var også en ganske fin top, og derved kunne jeg endelig få besteget mit bjerg nr. 140, som jeg var blevet snydt for i Østrig sidste år. En fin lille stenhytte var der bygget på toppen, og vi kunne tage os tid til at nyde udsigten inden vi atter var for nedadgående. Med den megen sne i højden var der ingen idé i at tage mere end én nat heroppe, og efter en hastig nedstigning nåede vi tilbage til St. Niklaus tids nok til at Per kunne nå det sidste nattog mod Danmark. Men tre toppe på fem dage hernede må også siges at være ganske udbytterigt.

Foregående     Næste