Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2001 
> 21. jul. 2001
   

  Med suspekte svævebaner til Augstbord Lørdag, 21.07.01

Efter to uger i Randa var tiden nu inde til at skifte dal og flytte over til Saas Grund. Det var lykkedes mig at få sendt den ene rygsæk med bil til Saas Grund, og da jeg således kun skulle flytte mig selv og den anden sæk over, kunne jeg lige så godt udnytte situationen og besøge Augstbord, et ikke særlig kendt bjergområde i den nordvestlige del af Mattertal, og Allan tog med. Her ligger enkelte, højt beliggende landsbyer, som ikke har tilslutning til vejnettet, og forsynes derfor med små, lokale svævebaner drevet på andelsbasis. Turen startede derfor med at tage svævebanen fra St. Niklaus til Jungu, og hvis man her forestiller sig en bane som den til Aiguille du Midi tager man grusomt fejl, idet kabinen kun var en lille 4-personers gondol. Hvilket der jo ikke er noget galt i, ejheller at rygsækken blot ligger på en bagagebærer uden på kabinen og rokker i vinden. Næ, det var mere det, at vore to rejsefæller i kabinen havde besluttet sig for at stå af undervejs. De havde kommanderet kabinen til holdt ved en mast, hvorefter de åbnede døren, og med en lang stang kunne udløse en skydebro som gled hen til kabinen. De ønskede os fortsat god tur, steg af, skydebroen trak sig tilbage, og mens de forsvandt ned over en trappe gennem masten fortsatte vi videre op. Dagen efter, for nedadgående, kom vi forbi en endnu mere obskur bane, som nærmest var et overdækket lastbillad, fast monteret i to kabler. Her skulle man først ringe ned i dalen og herefter følge maskinpasserens anvisninger. Og så var det blot at hoppe ombord og bede sit fadervor, som en vittig fugl havde tilføjet betjeningsvejledningen. Vi gik ned. Og Augstbord? Ja, den planlagte bestigning af Schwarzhorn blev af tidsmæssige årsager ikke til noget, da jeg gerne skulle til Saas Grund i tide for at forberede reblederturen som starter i dag. Men det var en rigtig fin bivaukplads.

Foregående     Næste