Med reblederturen succesfuldt afviklet var det nu tid til at tage videre. Min sidste uge hernede i Schweiz havde jeg planlagt at tilbringe i Zinal i Val d'Anniviers. Zinal er den mest autentiske lille alpeby jeg kender, men ikke særlig kendt af danskere. Hvilket måske også er bedst sådan, da for mange turister i byen vil ødelægge den uberørte charme der findes her. Hvor oplever man ellers en by hvor alle hilser på hinanden i den gamle hovedgade, uanset om man kender hinanden eller ej. Man har i Zinal i tide set skriften på væggen, og ikke blot bevaret de gamle huse i bymidten, men tilsyneladende også lavet et direktiv om, at alle bygninger her skal opføres i gammel stil. Så den gamle hovedgade er virkelig er sted det kan betale sig at have kameraet med. Og som oftest ser man ikke andre end de lokale i gaden, så her kan man virkelig føle sig hjemme. På den anden side af byen ender vejen blindt ved campingpladsen, men dalen fortsætter bred og imponerende indtil det går op mod de høje bjerge bagved. Kun stier fører derind, ingen svævebaner spolerer landskabet, og man føler sig virkelig hensat til de gode gamle dage. Her havde jeg tænkt mig at tilbringe min sidste uges ferie og havde luret på om det måske skulle blive en slapperuge. Indtil Jakob Urth dukkede op som aftalt, og så stod det klart at der atter ville stå bjerg på programmet.