Det blev alligevel ikke til noget Ober Gabelhorn i denne omgang. Efter en nærmere overvejelse besluttede vi, alligevel ikke at prøve en bestigning. SW-graten er en reel klippegrat, og selv om vanskelighederne er overkommelige og klippen i god stand ville det nok være på grænsen i forhold til min rustne rutine i klippeklating. Jeg tror såmænd nok jeg kunne komme både op og ned igen, men oplevelsen af bestigningen vil være langt højere hvis man mestrer problemerne og har overskud til at løse dem, i stedet for at arbejde på grænsen af ens kapacitet. Som med Stellihorn bliver bjerget jo liggende nogle år endnu, og man kan altid vende tilbage. Vi vil i hvert fald begge gerne gøre et forsøg igen, og hvis denne tur medfører at jeg kan begynde at klatre sammen med Jakob og træne mere regelmæssigt end jeg hidtil har gjort, ja så har jeg vundet meget mere end hvis vi blot havde besteget Ober Gabelhorn. I stedet lavede vi en opstigning til Col Durand, og Jakob supplerede med en bestigning af Pointe de Zinal (3789m) inden vi med en tordenbyge i kølvandet steg ned til hytten for at lade os forpleje af den udmærkede kok de har her.