Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2001 
> 4. aug. 2001
   

  Afsked med lille Grynte Lørdag, 04.08.01

Og så er det på tide at tage afsked med Zinal. Det blev ganske vist ikke til så mange toppe her på det sidste, men jeg har faktisk haft ni ture op i bjergene her i løbet af sommerferien, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så meget op og ned på en sommerferie. Fem en halv bestigning er det blevet til - Stelli kan man vel næppe tillade sig at regne med - og det er også et udbytte jeg er ganske tilfreds med. Men vigtigst af alt er at det har været nogle gode ture med gode kammerater, og at alle ture er blevet gennemført uden uheld af nogen art. Jeg bør nok gøre lidt mere ved træningen fremover hvis jeg skal kunne følge med de unge løver, på langt sigt er det altså ikke nok at leve på rutinen og erfaringen. Men denne tur har også bekræftet nogle af mine bjerg-kammeratskaber og givet mig nogle nye, hvilket jo også er en gevinst i sig selv. Så lad denne alpblog slutte på Tsoucdanaz, et gasthaus i den fjerneste ende af byen, og som er et lille paradis på jord. Med en lille ørreddam, heste, får og geder, rigtig et ideelt sted at tage børn med. Og også voksne for den sags skyld. At sidde over en kop kaffe her, nyde udsigten over dalen og klø den fritløbende gryntegris bag øret så den hviner af fryd, jo en bjergoplevelse kan også sagtens udspille sig i dalen. I morgen går det hjemover.

Foregående