Navigation: Quicklink   
Start  >  Ekspeditioner  >  Alpblog 2002 
> 23. jul. 2002
   

  Et besøg i Grächen Tirsdag, 23.07.02

I fredags vendte Jacob Klaris tilbage fra Zermatt, og det betød at det nu var på tide at få lidt bjerg under skosålerne. Vi havde tyvstartet i lørdags med turen til Kinhütte, og i går var det så tid for et rigtigt bjerg - vores første sommerbestigning sammen. Efter i årevis at have trawlet den sydlige (og højeste) del af Mattertal igennem var jeg begyndt at se mere på den nordlige del, og derfor tog vi op til Grächen for at se nærmere på hvad der var af lette toppe her. Det var dog både mørkt og overskyet da vi tog fra Randa, og da vi med bussen nåede op til Grächen var det ikke meget bedre, tværtimod var der dårlig sigt og let finregn. Så da vi passerede et konditori kunne vi ikke modstå fristelsen til at afvente situationen over en kande kaffe. Op ad formiddagen kunne vi dog ikke drikke mere kaffe, så til sidst måtte vi modstræbende tage gondolbanen op til Hannig. Men pludselig, 100m under Hannig, kom vi op gennem skyerne til en smuk og solrig dag i bjergene. Så kom der andre boller på suppen, kameraerne blev hevet frem, og snart var vi på vej mod vor første top, Wannihorn. Det blev en rigtig dejlig dag i bjergene. Wannihorn var en let vandretop, men med en fremragende udsigt som vi nød sammen med et par gemser. Distelhorn var næste i rækken, men denne top var det stik modsatte, da der ikke var nogen spor af sti eller anden menneskelig aktivitet. Og så kom vi til den tredie og den sidste vi havde planlagt, nemlig Seetalhorn, som efter en besværlig opstigning gennem stejl blokmark viste sig at have en top bestående af et otte meter højt klippespir. Vi kiggede spekulativt på spiret, og gik så hver vores vej om spiret for at finde en brugbar vej op. Uden held. Vi mødtes igen samme sted, kiggede blot på hinanden, og begyndte så nedstigningen uden at have vekslet et ord. Som så ofte før forstod vi hinanden uden at behøve tale sammen, og på en måde havde vi det godt med at have fået et lille, men bestemt rap over fingrene. Det må nemlig aldrig blive en rutine at bestige bjerge. I stedet havde vi masser at snakke om da vi kort før midnat var tilbage på campingen og fik genåbnet baren.

På toppen af Wannihorn

Foregående     Næste